INDHOLD.

 

1.      BARNDOMMEN

2.      KØBENHAVN

3.      SKOLETIDEN

4.      LÆRETIDEN

5.      OMVÆLTNINGEN

6.      MØDET

7.      ST.KONGENSGADE

8.      FLYTNINGEN

9.      TYSKLAND 4

10.  1 - 45 BRYLLUP

11.  BOMBARDEMENTET AF HAMBURG

12.  ANGREBET

13.  FLUGTEN

14.  OPBYGNINGEN

15.  HJEMREJSEN

16.  MORDET

17.  BEFRIELSEN

18.  OPGØRET

19.  3 D.C.S.

20.  SLUTNINGEN AF MIT FØRSTE LIV


 

                                             

< MIT FØRSTE LIV >

 S.JUUL LARSEN SELVBIOGRAFI AF MIT LIV, TIL JEG MØDTE INGER, OG BLEV GIFT  OG STARTEDE MIT 2 LIV.
 

B A R N D O M M E N

Det var en meget varm dag den 5 juni 1918, det var Grundlovsdag , alle virksomheder havde lukket,dog havde butikkerne åbent til kl. 12 middag. Mange men­nesker havde lagt deres vej om ad fælleden, fordi der udfoldede sig et rigtigt leben, der blev holdt taler af forskellige partier, og for børnene var der slik boder karuseller og meget andet.

Leo og Merry var også på vej, de havde fri begge to, han fra fabrikken, Ja han tog sig fri, selvom der var meget at se til når man er nystartet og selvstændig, hun havde fri fra bogbinderiet, det var jo sjældent at de begge to havde fri en hverdag. Hun kom og hentede ham ved middagstid på værkstedet, det lå på Blegdamsvej, lige over for fælleden, hun havde haft forskellige ting at ordne om formiddagen, så de var blevet enige om at mødes ved middagstid. De gik så over på fælleden, hun havde smurt nogle stykker mad, så de skulle finde et roligt sted hvor de kunne hygge Slg, der var mange mennesker, men de fandt dog et sted nede ved søen hvor de kunne være Sig selv.

Den dag blev kimet lagt til det vi skal høre om nu.

 

Den 14 marts 1919 blev barnet født, i mellemtiden havde der været mange diskutioner angående ægteskab, Leos forældre var meget imod det, der blev sagt at det ikke var en pige for ham, der var snerperl med i spillet og den der var imod det var min bedstemoder, bare det at hun kom fra et arbejderhjem på Vesterbro, for de boede jo på Østerbro. Min moders fader arbejdede på Gasværket, og de boede i en lille leglighed i Hedeby­gade, og der var 6 børn,så det var jo ikke lige sagen. Det hele endte da også med at de gik fra hinanden.

Det var en svær tid i begyndelsen for min moder, hun skulle jo passe sit arbejde, for penge skulle der jo bruges hele tiden, så pasningen blev overladt til de yngre søskende, det resulterede da også i at jeg lå meget alene og græd og jeg fik da også navlebrok, som jeg senere i livet måtte oppereres for.Jeg blev døbt i Set Matheus Kirken på Vesterbro og fik navnet Svend Aage Juul Larsen,efter­navnet fik jeg fra moderen, men var så heldig at de begge to hed Larsen.

I 1920 da jeg var godt et år gammel, blev Jeg anbragt i familiepleje hos et barnløst ægtepar i nær­heden af byen Hørve, stedet hed Tangmosen, min moder var kommet i forbindelse med disse mennesker gennem en veninde, de hed Helga og Thorvald Jensen, de havde altid ønsket sig et barn, nu fik de chansen, der blev jo nok sagt til Dem at de ikke kunne beholde barnet, men muligheden var der jo at jeg kunne blive, men aftalen var at 3 år skulle jeg være der, men det blev alligevel til 4 år, der skulle jo også betales for mig, men den side af sagen tog min fader sig af, eller rettere sagt mine bedsteforældre.

Da jeg havde været der et år blev der oprettet et dokument hvori der stod at min moder fraskrev sig retten og forældremyndighen over barnet, dette papir blev dog aldrig tinglyst, og det forårsagede 50 år senere en værre ravage.

Tiden i Tangmosen var en god tid, jeg blev passet og forkælet, selvom de ikke havde mange penge strø om sig med, Thorvald var murearbejdsmand, og dengang arbejdede man jo ikke om vinteren, så fik han understøttelse, og det var ikke meget. Episoder fra dengang er der nogle som har sat sig fast i erindringen. En dag havde vi været ovre hos naboen, de lå kun 50 mtr. fra os, men et lille vand­løb skilte husene. På vejen hjem løb jeg forrest og legede med naboens dreng. Over vandløbet var der lagt et gangbrædt , ingen rækværk kun en bred planke, ude på midten ville jeg vende mlg om, men mister balancen og falder i vandet, i forskrækkelsen sluger jeg en masse vand.Helga som kom bagefter fik mig halet op, og tog mig l benene og holdt mig så vandet kunne løbe ud, så det var en værre forskrækkelse. Så var der da Jeg havde mæslinger. Jeg kan huske at der var lukket til med tæpper for vinduerne i stuen hvor jeg lå, for at holde lyset ude for ikke at skade øjnene, naboen til den anden side skulle have revet skorstenen ned lige i de dage hvor jeg lå i sengen, det fik jeg da lov at se på. Fra den tid er der ikke så meget jeg kan huske, der blev sendt tøj og legetøj ned til mig fra mine bedsteforældre og jeg ved at de også har været nede og besøge mig.

Efteråret 1924 blev der givet besked om at jeg skulle til København for at min skolegang skulle jeg have i byen. Det blev ordnet sådan at jeg så skulle bo hos mine b edsteforældre, i mellemtiden var min faders værksted lukket, det kunne ikke gå, og han havde lånt ret mange penge for at redde virksomheden, jeg tror ikke jeg har fortalt hvad det hvar han lavede, han havde lavet den opfindelse, med en trappeautomat som man kunne tænde på hver etage, pengene var lånt i familien, og for ikke der skulle være nogen sladder kautionerede min b-fader for hele beløbet, det var dengang 75 000.00. Det er i vores dage en lille million. Disse penge afbetalte min b-fader lige til han blev 75 år.

På grund af den misære blev min fader sendt til Amerika, og fik besked på at sende penge hjem til afdrag og barn, det skulle være når han kom igang og fik noget tilovers, det fik han nu aldrig, så det resulterede i at der hver md blev sendt penge til banken i Hillerød . Jeg kan huske da min b-fader betalte det sidste afdrag da var jeg en 16-17 år, som før sagt fra Amerika kom der aldrig noget heller ikke til at klæde mig.

FØRSTE JUL I NRD.FRIHAVNSGADE

1922  HØRVE





K
Ø B E N H A V N

Afrejsedagen kom, jeg var ikke rigtig klar over hvad der skulle ske, Jeg fik en rød Ko forærende, og den passede jeg på (den har jeg endnu). Da vi kom til København blev jeg afleveret hos disse fremmede mennesker, og da vi havde været der lidt sagde min fader at jeg skulle med op på loftet for han havde noget til mlg, da vi kom derop stod der en stor flyvemaskine, det var en Ellehammer havde lavet, da min fader kendte ham, det var med en 3 cylindret luftmotor, og den var vel ca' 1.20 mt. lang, vi gik så ned igen, og da jeg kom ind i stuen var mine plegeforældre gået. Der blev så fortalt mig, at nu skulle jeg blive hos dem. Det var en meget svær tid for mig, det var fremmede menesker jeg var kommet til, og oppe i en lejlighed på 4 sal, jeg var jo vant til at kunne løbe lige ud og lege, savnet mave, jeg kunne ligge på ondt gjorde det, men jeg lkke skulle være pjattet. Da Jeg kom boede Bodil og Frida hjemme, Bodil dog kun kort tid, hun skulle giftes med Christian, efter brylluppet flyttede de til en lejlighed i Baggesensgade. I Nrd. Frihavnsgade hvor jeg boede var der 3 værelser med kammer, -i kammeret sov Frida, og jeg havde en seng i soveværelset. Allered i foråret Bedstefade,tog sig meget af mig, tit når han kom hjem fra arbejde kunne vi gå ture ned til havnen, vi boede jo kun 5 min, fra indgangen til havnen. Frida arbejde pA et kontor pA Jagtvejen, det handlede med kaffemøller, det lå der hvor nu Svend Petersen autos nu er.
I 1926 rejste hun så også tll
U.S.A., jeg kan huske der var mange spetakler om det, årsagen til at hun rejste kan jeg ikke huske, det var også i dette tilfælde b-fader der  lånte hende penge til at rejse over for.Da hun var rejst overtog Jeg så kammeret ( pigeværelset som man kaldte det dengang), det var jeg meget glad for.
Før jeg begyndte skolen fik Jeg en cykel forærende det var en lille drengecykkel som b-fader havde fået billigt, jeg tror det var ti kroner, nu var der jo megen trafik der hvor vi boede, sA jeg måtte lære at køre oppe på loftet, der var en meget lang gang hvor jeg kunne støtte på begge sider, og da jeg så kunne holde balancen kørte jeg nede i gården, og fik øvet mig der, l gangen ud til gaden var der rum i den ene side, hvor folk kunne have deres cykler cykkel stående. I starten af tyverne kørte de endnu med Brandsprøjter som var trukket af 4 Heste, det var et flot syn at se dem komme kørende, for det var sådan at vi havde brandstationen lige ved siden af, men det larmede meget når de kom kørende, fordi det var brolægning man kørte på, asfaldt kendte man ikke.
Sommeren efter at jeg var kommet ind, rejste jeg med Fridda til Gilleleje, vi boede hos en af b-faders søskende.En dag hvor jeg løb og legede  ved skolen fandt  jeg en fugleunge der var faldet ud af reden, jeg tog den op og løb ind med den, på vejen langs huset var der nogle høje riste langs muren, og der falder jeg over en af disse, og slår panden ned i den næste, derved laver jeg en dyb flænge i panden, jeg blev omgående kørt til en læge, som syede det med det samme, og det var uden bedøvelse, jeg kan huske smerten endnu, jeg fik da et ar over venstre øje, som kan ses endnu
l dag. Sommeren efter ville b-fader tage mig en tur til Hørve og besøge plejeforældrene, jeg havde ikke set dem et par år, men det var som at rive et sår op, jeg blev meget glad for at se Dem, men da vi skulle tilbage, ville jeg ikke med, på turen hjem blev jeg syg af længsel, så jeg kastede op og græd forfærdeligt, der blev da besluttet, at før jeg var blevet noget større skulle jeg ikke have nogen forbindelse med plegeforældrene.
Et par gange tog jeg med onkel Christian op på fælleden med den store flyvemaskine, det var ikke nogen succes, den kunne højst løbe 10 meter hen af græsset, men i luften kunne vi ikke få den, den blev så hængt op på loftet.
Bodil og Christian lejede hver sommer et hus i  Skovshoved, og jeg var gerne med hver gang, det glædede

FRA SKOLEN I HOLSTEINGADE. 1 KLASSE 1927

KORT TIL MIN FADER I U.S.A.

 

 

jeg mig meget til hvert år, det aflastede jo b-mor meget, og Bodil var jo hjemmmegående, det var man jo for det meste den gang når man blev gift. Den tid i Skovshoved var skøn, det fortsatte selv efter at jeg var begyndt at gå i skole.

S K O L E T I D E N

Min skolegang startede i 1925, skolen hed Holsteins­gades Komuneskole,og lå et kvarters gang fra Nrd. Fri­havnsgade, de første dage fulgte b-mor, og et par gange Bodil, men så kunne jeg selv gå derhen. Om skoletiden er der ikke så meget at fortælle , kun det at der kom et nyt spil til landet, det hed Yo-Yo, og det greb sådan om sig, at der blev dannet klubber, og der blev konku­renser . Dette spil blev jeg også grebet af,og jeg fik en meget fin Yo-Yo af Bodil, det hed en 99 er. En dag havde jeg taget den med i skole, og stod og spillede oppe l tegnelokalet, da jeg pludselig kastede den op i luften, og jeg stod under en af de store kupler, som selvfølgelig smadrede. Jeg måtte da ned til inspektøren, og fik der at vide at mine forældre måtte erstatte den samtidig blev Yo-Yo en konfiskeret. Jeg blev da skældt ud da jeg kom hjem med sedlen , men de tog det da meget pænt .
Skolen dengang var delt op
l en drenge og en

SKOLEBILLEDE 2 KLASSE, HOLSTEINSGADE 1928

 

 

 

pigeside, skolegården var ligeledes delt med et stort plankeværk, og det var så højt at man ikke kunne se ind på den anden side. Af skolekammeratervar der en som jeg kom en del sammen med,han hed Aage, han boede i gaden bagved, den hed Marstalsgade, vi fulgtes altid ad hjem fra skole, somme tider legede vi også sammen om dagen men han havde ikke megen tid, da hans forældre, havde altid sørget for at han skulle lave så meget derhjemme, for de arbejde begge to. Om lørdagen kunne man i Parkbiografen få børne­billetter til 35 øre, men det skete af og til at der hurtigt blev udsolgt, og så spænede jeg ned til Bodil, de boede nu i Hobrogade, og spurgte om jeg kunne få 35 øre mere, da den næste kostede 70 øre, det var ikke altid hun havde dem, men for det meste fik jeg dem, men det var jo mange penge den gang. Rulleskøjteløbning var jeg meget glad for, og det tilbragte jeg mange timer med, og jeg blev også god til det. Når jeg var hjemme legede jeg meget med noget som hed Mecano, det var metalstænger som man skruede sammen, og kunne bygge mange ting af det, gennemgående havde jeg en god skoletid, med lektier tog de det ikke så nøge, det blev gerne gjort om aftenen efter spisetid. En gang kom der sendende en kasse fra min fader den indeholdt en mængde ragelse, det må være noget han  har købt hos en maskendiser.
Der var mange forskellige ting, blandt andet et helt Janichar sæt med tromme, fodpedal, Bækkener forskellige trærør, D.s.v., der var en araber riffel, som jeg dog senere under krigen måtte aflevere til politiet, jeg fik den aldrig igen, men dette sæt musikredskaber kunne jeg jo ikke spille på i en lejlighed, så jeg solgte det senere for 100 kr ..

Om efteråret 15/10-1933 skulle j eg konfirmeres , om selve festen kan jeg ikke erindre ret meget, kun det at naboen var meget dygtig til skrive sange så hun lavede en sang som blev viklet om et 7" søm, og den vakte megen opmærksomhed, hvorfor det var et søm, kom sig af at det var allerede bestemt at jeg skulle i Isenkræmmerlære, det år gik jeg så ud af skolen.

L Æ R E T I D E N

Det at jeg skulle være isenkræmmer huede mig  ikke særlig meget, jeg ville helst have været mekanikker men det ville min b-moder ikke have, hun sagde at hun havde vasket nok mekanikkertøj i sin tid, så dermed basta. Det var nu ikke sådan lige til at få et  job om sommeren, det var jo sådan at nu var jeg så stor at så måtte jeg finde noget andet til der blev en læreplads. Jeg fik da også et job som arbejdsdreng i et oliefirma som Oil Oil i frihavnen, det var med at tappe olie af på små oliedunke, det var i blik.

 

KONFIRMATIONSBILLEDE

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                   
 

ET AF SE SIDSTE BILLEDER FRA HØRVE

 

 

dengang, og ellers at gå til hånde.

I september md. fik jeg så en plads i en udstyrsforretning på Godthåbsvej, men jeg bestilte ikke andet end at køre i byen med varer, det fandt min b.fader ikke var det rigtige, så jeg blev taget ud og efter en kort tid fik jeg så en ny plads, det var igennem en min b-fader kendte, det var i St. Strand­stræde, fa. hed Hvalsøe & Co Eftf ..
Det var en meget gammel forretning, der handlede med skibsudstyr, og værktøj, de havde også lidt køkkenudstyr, men det var mest til skibe og til B.W .. Forretningen var så gammel at man havde alle børstevarer hængende i loftet, støvet af blev der aldrig . Mester sad altid ved disken foran kakkelovnen, der var ikke noget der hed kontor, så alting foregik ved disken, såsom frokost, bogføring og lign .. Vi havde et lager på 1 sal hvor vi havde køkkenudstyr, store ting, og en kælder, hvor man ikke kunne gå oprejst det var fra det gamle kbhvn. der var brolægning, samt en gammel brønd, det havde man jo ikke dengang megen interesse i.
Nu begyndte der en ny tilværelse for mig , jeg fik de første lommepenge, det var 5 kr, om md.  Min  md. løn var 15 kr"       de ti gik til kost og logi.
Årslønnen steg med 5 kr. pr år, dog det sidste År fik jeg 35 kr., det lyder ikke af så meget, men en pk. cigaretter kostede dengang kun 25 øre.
Aage og jeg havde i lang tid gået og talt om at melde os in i en væveflyveklu det kom sig af at vi begge havde lavet nogle modeller som vi fløj med nede på marken, i nærheden af hvor vi boede. Vi blev så meldt ind om efteråret, og vi gik med det samme ind som de andre med, at bygge svæveplaner. Vi
havde kun et gammelt plan, så vi trængte til et nyt plan, om flyvningen henviser jeg til vedlagt artik­kel. om min tid som svæveflyver.
Indehaveren af forretningen hed Leth, og han havde en søn Jørgen, han van var 8-10 år yngre end jeg, det var en rigtig forkælet unge kan jeg huske man skulle passe meget på hvad man gjorde og sagde, denne søn skal vi senere komme til at stifte bekendt­skab med. Aaf andre interesser havde .Jeg fotografering, farvebillederne var lige kommet frem, så jeg fik mig et apparat og gik så i gang, det var ikke så meget jeg kunne fotografere, for en film kostede dengang 2 Kr.
I slutningen af min læretid stiftede jeg for første gang møde med kærligheden, og det gaven omvælt­ning i min ellers så rolige tilværelse. Jeg var på en kort ferie i Hørve, 8 dage, og en aften samledes vi unge ovre hos en,hvis fader var smed, og vi sad da ude i smedjen og spillede på en rejsegramofon, og der var naboens pige med, hun var vel 17 år ligesom jeg, og vi blev meget forelskede i hinanden, vi begyndte at skrive sammen, brevene gemte jeg på mit værelse, men ikke godt nok, for min B-mor fandt dem, og så var helvedet løs, der blev sagt at jeg var for ung til den slags pjat, det kunne jeg godt slå ud af hovedet, hvordan det holdt op kan jeg ikke huske, men et par år efter døde hun af tuber­kulose. Senere kørte jeg med min fætter til Gilleje om lørdagen, det var på cykkel, og det var næsten hver lørdag, vi boede hos hans forældre om natten, han kom meget i Luthers Missionsforening, og der var nogle piger som vi havde et godt øje til, men det blev aldrig det helt store.
I 1937 blev jeg udlært, og fik en plads med det samme, det var hos Zilmer på Rolighedsvej, det var en dessideret udstyrsforretning, så jeg skulle til at lære noget nyt, lønnen var dengang 100 kr. pr. md.  og det blev så til at jeg nu fik 25 kr. til mig selv det var jo ganske godt i begyndelsen.

O M V Æ L T N I N G E N

Den tid der nu fulgte skulle sætte et skel i min ellers så rolige tilværelse. Først på mit arbejde gik det ganske godt, det år var den første Landbrugs­udstilling og dyrskue på Bellahøj, min chef fik leve­ransen af spande til at malke i, så der blev stillet et telt op, og der startede jeg så tidligt om morgenen og der blev solgt spande, alle skulle jo have noget at malke i, det havde bønderne ikke med hjemrefra.
Da jeg havde været der et 1/2 år søgte jeg mig et nyt arbejde hvor jeg kunne få 25 kr. mere om md., det var på Falkoneralle, også i en udstyrsforretning, der var jeg til
1939, i mellemtiden skete der det at jeg en sensommeraften kom gående sammen med min fætter ned gennem St. Kongensgade, det har været i 38, vi standser op foran en forretning der havde åbent, det var en af de første isbarer' sam var åbnet herhjemme, det var efter rigtig amerikansk stil, da vi havde set lidt på den, fortsatte vi ned mod Nybode" da vi var kommet et stykke ned, stoppede min fætter og siger til mig ,"Den dame der inde i den isforretning vi kom forbi, det var din moder "pjat sagde jeg, hun har da været død længe, det har jeg da hele tiden fået at vide, nej sagde han, det var pålagt hele familien ikke at sige noget till mig men nu da vi var kommet sammen så meget, ville han fortælle mig det, han havde været sammen med min moder i Gilleleje.
Den udtalelse, og det jeg her fik at vide satte jo en mængde tanker i gang, jeg prøvede ikke med det samme at kontakte hende, jeg viste ikke rigtig hvordan jeg skulle gribe sagen an, men der gik ikke lang tid før det blev til virkelighed, og det kom sig over nogle uoverensstemmelser med mine Bedsteforældre, for jeg havde sagt at jeg gerne ville over til min fader, det mente de var noget pjat, jeg havde det jo godt hvor jeg var.
En dag ringede jeg så til den forretning hvor hun var,for at aftale et møde med hende. Det var en dame der kom til telefonen, jeg spurgte om hun kunne hjælpe mig med en oplysning, hun svarede at hvis hun kunne så ja, jeg spurgte da om hun for 18 år siden havde kendt en mand som hed Leo Juul Larsen, der blev et øjebliks stilhed, hvorpå hun svarede at det havde hun. Jeg sagde så at jeg hed Svend, og så måtte hun jo være min moder, der blev stille igen, hvorpå hun hun sagde at hun ville glæde sig meget til at se mi~ vi aftalte så at mødes på Esplanaden førstkommende  fredag ..        
Vi skulle mødes på hjørnet af  St .. Kongensgade og Nyboder, der var dengang en stor en stor Blomsterforretning, hun ville være der kl. 19.30 og have en blomst på frakken, da jeg jo ikke kendte hende. Jeg havde sparet nogle penge sammen, så der var til en kop kaffe, jeg vidste jo ikke noget om hendes økonomiske status, så jeg måtte jo kunne betale hvis det var.

MØDET

Jeg var der til tiden, og ganske rigtig kom der en høj dame, med en blomst på frakken, jeg gik over og spurgte om vi så skulle gå derhen, ja,- det kunne vi da. Da vi havde sat os var det ikke nemt at få samtalen i gang, og i starten sagde jeg De, men hun brød ind og sagde at vi måtte hellere sige du,da vi jo dog var så nært beslægtet.Jeg fortalte om år­sagen til mit møde, og om den eventuelle rejse til U. S. A.
Hun spurgte da om
jeg ikke en dag ville komme ind i forretningen og hilse på min halvsøster, jeg måtte ikke sige hvem jeg var, da jeg måske skulle rejse, samtidig skulle jeg hilse på hendes tilkomne mand. Da vi gik ,betalte min mor for kaffen. Det blev en  Søndag at jeg tog derind, lige efter frokost, jeg havde sagt at jeg skulle ud med Age. Da jeg kom ind i St. Kongens­gade var hele familien samlet, min søster og Calle,  som min moders tilkomne mand hed, det blev da besluttet at vi skulle køre rundt til min familie på min morders side og hilse på. Jeg kendte jo ingen, så det blev en rigtig fremvisning. Det blev sent før jeg kom hjem den aften, det hele var jo en stor omvæltning, fra at komme fra et roligt hjem, til en forretning med masser af liv, foruden havde de bil privat, samt der var en isfabrik i kælderen, hvor der også var en varevogn, så det var noget nyt, så det var starten til en ny epoke i min tilværelse.

ST. KONGENSGADE

Jeg begyndte nu at komme der hver aften, det var jo noget nyt, og der var meget at fortælle, foruden det var der ikke en aften hvor vi ikke var et eller andet sted. Forretningen havde åbent til kl. 22.00, og gik de nogen steder var det efter den tid. Om aftenen når  jeg var der kunne jeg spise al den is som jeg ville. Da jeg var kommet der to eller tre måneder, blev vi enige om at jeg hellere måtte fortælle det hjemme, jeg var ikke meget for det, - jeg havde det på fornemmmeIsen at det ikke rigtig faldt ind i Nrd. Frihavnsgades indstilling. Det blev da ordnet sådan at jeg skulle gå i biografenmed min søster, og så ville Calle tage ud og tale med mine Bedsteforældre. Da vi kom hjem fra biografen var Calle kommet tilbage, og fortalte at de var blevet meget oprørt over at jeg havde opsøgtmin moder, og at de kunne ikke santionere at jeg kom hos dem. Calle sagde så at de ville ikke tage mig væk, men syntes at jeg skulle komme og gå som jeg ville hos dem. Jeg tog hjem den aften med blandede følelser, og da jeg kom ind af døren, det var hen af  kl. 24.00 , var Bodil der, der blev spurgt med det samme hvor jeg havde været, jeg svarede at det viste de jo godt, der blevet skænderi ud af det, jeg sagde ikke så meget, ikke andet end det var dog min ret til at se min moder, for de havde jo holdt det hemmeligt, men det blev vendt om til at jeg var utaknemmelig, det endte med at  Bodil fløj hen og stak mig en på tæven, det satte noget inde i mig til at reagere,så jeg sagde at  skulle det være sådan, flyttede jeg. Næste aften bad Bodil og onnkel Christian mig om at komme over til dem og få en samtale, det var jeg da også, men det blev ikke mig der sagde så meget, jeg blev forbeholdt alt det der var blevet gjort for mig, men det lange og det korte blev da også at jeg ikke skulle komme i ST.Kongensgade mere. Det løfte holdt kun i en uge, så ringede min mor mig op og spurgte hvade der var i vejen, jeg sagde det som det var,vi blev da enige om at jeg kunne bare komme og så bare tie stille. Situationen var jo lidt uholdbar, jeg skrev da et langt brev til min fader, for at spørge om hvordan forholdene egentlig havde været, og det jeg var blevet fortalt at min mor havde været en løs pige, havde noget på sig. For ikke at gøre mere ravage i den bad jeg min fader om at sende svaret til St. Kon­gensgade. Der gik nok to tre måneder før der kom svar. Det brev startede så en lavine, ved at forstå det sådan, da brevet kom lukkede min moder det op, da jeg så kom derind om aftenenoc hørte om det, var min mor helt ude af den og forlangte at Calle tog ud til mine Bedste­forældre og fik en undskyldningfor deres udtalelsertil mig, men det blev til at de smed Calle ud, og undskyld­ninger ville de ikke give. så var der nu blevet kold luft, så jeg så ikke anden udvej end at flytte ind i 
St. Kongensgade, men jeg flyttede nu alligevel ikke med det samme, der gik vel nok et halvt års tid. Jeg var på dette tidspunkt ansat hos C.F.P., det var en stor Isenkram og Værktøjsforretning, der havde jeg truffet en ung pige, som sad i kassen, og vi var kommet sammen et godt stykke tid, og blev enige om at forlove os med ringe, ja det gjorde man jo dengang. Dette fortalte jeg så i Nrd. Frihavnsgade, og fik at vide at jeg ikke var rigtig klog, men slutningen på det hele blev, at de bad os om at komme en søndag, og så kunne hun jo spise med, og de kunne hilse på hende. Det blev ikke nogen succes, der blev ikke sagt mange ord, kun bebrejdelser til os begge, så vi brød hurtigt op.

FLYTNINGEN

Efter den sammenkomst og middag , kunne jeg se at der var ingen mulighed for at blive, jeg fik samlet en del af mine ting og flyttede så ind i St Kongendgade 69. Jeg fik et værelse øverst oppe , da der var en del klublej­ligheder, som man kaldte det dengang, værelset var ikke så stort, der var lige plads til en seng-bord og en reol, der var adgang til et stort fælleskøkken, det havde jeg jo ikke brug for , da jeg spiste nede i forretningen. I mellemtiden var min mor og Calle blevet gift, og havde fået en lejlighed på første sal i samme ejendom, så nu var alle samlet i huset .~Vi nærmede os nu efteråret 1939, og anden verdenskrig brød ud, det var nogle meget spændende dage der nu begyndte, man var jo ung.
Den 1 April blev jeg indlagt med lungebetændelse , og lå der også den 9 April, der skete nu så mange ting, mørklægning som det første, og så starten med det førtse udgangsforbud, vi skulle alle være inde inden kl. 24.00 . på arbejdsmarkedet skete det også mange ændringer, og det resulterede også i at jeg blev sagt op hos C.F.P. Da jeg så forlod Firmaet var den 1 Juli tog jeg ud i sommerhuset for at hjælpe  Calle med forskellige ting.der skulle bygges om. Det var et hus som ham han selv havde bygget, han var jo tømrer af provision, så der var hele tiden noget at lave.
Efter at tyskerne var kommet her til landet, begyndte de at komme i Isbaren, det blev til sidst kun tyskere der kom der. Calle havde en broder der hed Karl og han var meget interesseret i tyskerne, han var medlem af partiet, så han gik ind for at hjælpe dem, han havde to børn, en dreng der hed Fritjof, og en pige der hed ”Rita" de var gifte begge to, og henholdvis svigerdatter og svigersøn var også aktive, jeg bemærker det kun her, for vi vil høre mere til dem ved krigens slutning. Da jeg havde gået i haven i ca. 3 md.  fik jeg at vide at jeg kunne ikke gå og driveden af længere, for nu måtte jeg se og finde noget at lave, for Calle sagde at han ikke ville betale min husleje længere.En dag tog jeg ud til C.F.P., hvor jeg mødte en kolega som havde fået arbejde i tyskland som Isenkræmmer, og han spurgte om jeg ikke viII der ned, for de manglede en dekoratør og vollontør. Det tænkte jeg ikke ret længe over, og bad ham sørge for de nøvendige papirer fra Tyskland, jeg havde da en mulighed at komme væk fra det hele og starte noget nyt. Den 21 August startede jeg så på min rejse til Tyskland, en rejse som på mange måder ville ændre hele min tilværelse, jeg ringede min tante op og sagde farvel. I Nrd Frihavnsgade ville de ikke se mig, men jeg bad hende hilse, der gik alligevel 3 1/2 år inden jeg så dem igen.

Tyskland fra 41~45

Jørgensen som havde skaffet mig derned, kom og hentede mig på banegården, og han havde også skaffet mig et værelse, det lå i den gamle bydel der hed Altona, der lå Fa. også, lige op til Reperbahn, det var et ret stort fore­tagende. I den første tid blev jeg sat til at pakke varer ud oppe på første sal, til jeg kunne klare mig med sproget, der blev ikke talt noget dansk i forretningen, kun når vi var sammen om aftenen, vi var 4 danskere der alle var indenfor Isenkram, de to andre var i et andet Fa. , forresten også i Altona. Den første tid i Tyskland mærkede man ikke meget til krigen, det eneste var at der begyndte at blive vareknaphed, og der kom rationeringsmærker. Værelset jeg havde var lille og mørkt, så da der var gået et par md. eller mere, fik jeg et dejligt værelse på Neuer Pferdemarkt, det var hos en meget arristokratisk dame, og der var en masse forbud, som det var svært for et ungt menneske at styre. Det var her at jeg oplevede den første luftkamp , med lyskastere og maskiner der blev skudt ned, samt man så også en der sprang ud med faldskærm, men der blev ikke skudt på ham, men det var skuespil med døden som følge, men det samlede mennesker overalt på gader og altaner.
Jeg havde nu været her over et 1/2 år, og mit tyske var blevet ganske udemærket, så jeg kunne klare mig, og jeg var nu kommet ned i butikken og ekspedere ind imellem når jeg ikke havde noget at dekorere, og det lærte jeg meget af, og folk var meget behjælpelige, man følte sig ikke som fremmedarbejder, nu var vi jo også dernede som valiontører som man kaldte det dengang, for der mange danskere hernede som  var på kontrakt, og de boede i lejre, og det var bestemt ikke morsomt.
Jørgensen havde truffet en pige, jeg ved ikke om hun var gift eller kun forlovet, men de skulle ud en aften, og spurgte om jeg ikke ville med, for i den forretning hvor hun arbejdede var der en anden ung pige som gerne ville med, hun var    forlovet med en soldat der lå i Norge, men vi fire blev da enige om at gå hen et sted at spise, det møde blev min skæbne, der gik ikke mange dage før jeg spurgte om hun ikke ville med i biografen, og det ene møde tog det andet, så inden vi så os om var vi stærkt involveret i hinanden, det blev også årsagen at jeg blev smidt ud af mit gode værelse, der ikke måtte komme pigebesøg, og det blev opdaget.
Der var jo så ikke andet at gøre end at flytte, jeg fik mig et andet godt værelse, lige i nærheden, men det lå lige over for en S-togs­station, der hed Sternchanse, der blev jeg så boende et par år.
Mit forhold til den unge pige, som hed Anitta var nu sådan at jeg kom hos hendes forældre, samt hendes søster, som var gift med en Polit­betjent.Hendes søster som Helga og hendes mand Willy, besøgte vi ret tit, de boede i en ejendom i stuen, hvor der var have til, og nu var vi kommet så langt hen i krigen at vi danskere kunde få sendt en pakke om måneden hjemmefra med forskellige madvarer, det var en standardpakke som blev sendt fra et fa., men vi skulle selv betale dem, så den nød vi rigtig når den kom.
Luftangrebene begyndte nu så småt at sætte kraftigere ind, men der var ikke mange som gik i beskyttelsesrum, de fleste gik ned i den kælder der var indrettet i ejendommen hvor jeg boede
nu, kan jeg huske, at jeg var højst 3 gange i kælderen. Jeg havde min cykel  med til tysklan d og det var sådan at den tog man med op i lejligheden om aftenen. Angående forplejningen, var det sådan at man havde lukket i forretningerne fra  kl. 12 til 14 .
Middagspausen blev betalt af Fa. og maden fik vi også, der var et arangement med et spisested hvor vi kom hver dag. Der var så kun maden med hjem ,og det ordnede jeg selv, jeg havde en skuffe på værelset hvor jeg havde min mad
i , og ellers var der jernbanestationen overfor hvor der var en restauration,  og man kunne af og til være heldig at der var mad at få uden mærker, men da jeg var i et Fa. der forhandlede mangelvarer, kunne man altid redde sig noget ekstra, så gennemgående havde jeg det godt hvad angik mad og logi.

BRYLLUP

Vi havde nu kendt hinanden et pænt stykke tid, og vi blev enige om at vi ville gifte os, da der derigennem ville være nogle fordele for os, vi skriver 1943, og brylluppet blev sat til den 22/2-43. Vielsen foregik på den måde at man skulle på rådhuset først, det hedder på tysk Standesamt, og det var det gældende for vielsen, vi ville også kirkelig vies det var noget man selv måtte foranledige ,og søge om tilladelse til. Vi fik det ordnet sådan at fra amtet kørte vi i karet til Kirken, og blev så viet der, og mine tilkomne sviger­forældre havde bestilt mad på en restauration, vi var vel en 30 mennesker, jeg havde min ven Arne Jørgensen som forlover, og der var de to andre danskere med som vi kom sammen med, festen gik fint og vi fik en del gaver. Vi havde også fået en lejlighed, det var igennem Fa., en kunde fortalte at der lige ved siden af hvor han boede var en lejlighed  der stod tom, jeg var da henne og tale med indehaveren, det var et kontor, med blad­-dibustrering, så huset var tomt om aftenen. Efter mange overtalelser, (fordi jeg var udlænding var de ikke meget for at leje det ud,) men det gik i orden alligevel. Møbler og alt husgeråd blev købt, jeg kan huske at fra Fa. fik vi en stor balje med alt til køkkenet, det var ellers ikke til at opdrive i Hamburg. Penge var der dengang ingen mangel på, for man kunne ikke købe noget, så derfor var der mange penge blandt folk til at købe sort­børsvarer for, det hele drejede sig kun om materielle ting. Foråret og sommeren var meget fin i 43 og vi var begyndt at falde tilrette i vores lille lejlighed.

BOMBARDEMENTET AF HAMBURG

Det var i slutningen af august, vi havde fået en masse stikkelsbær som Anitta havde henkogt, og vi havde stillet det ind på gulvet i stuen for det skulle svales af, og pakkes næste dag.Vi havde i den lejlighed 3 værelser og et køkken, det var ikke så stort, men ganske udemærket for to unge mennesker .. Vi var gået i seng ved 11 tiden, men Kl. 1 blev vi vækket af at der kom flyveralarm, nu havde jeg fået en radio, hvor der var tilkoblings­mulighed til telefonen så vi kunne høre hvad der var galt, det kaldte man DRATFUNK, nu havde vi ikke telefon, men der var stik i lejligheden, der blev så meldt at store enheder var på vej ind ved mundinge~ af Elben. Få  minutter efter meldte de at det var formodentlig Hamburg det gjalt ikke mange minutter efter kom de første maskiner og da jeg så ud af vinduet var de første juletræer kastet, det er en markering for flade bombardering, - jeg sagde til Anitta· at det var forsent at gå i en bunker, vi havde en liggende en lille km. væk, så vi blev enige om at vi måtte hellere gå ned i kælderen, de var ikke sikret for beskyttelse på nogen måde, de første bomber var allerede faldet, og det lød som det var i vores område de faldt. Hamburg blev bombet tre nætter i træk, og første nat tog de Altona og havnen, og det var os. Vi samlede nogle af vores papirer sammen, det havde vi altid i en lille taske, og gik så ned i kælderen.

ANGREBET

Den kælder der var til huset, var som mange kældre alt muligt var lagt derned, vi havde ikke været dernede før, så plads var der ikke meget af. Der var et toilet, som ikke blev brugt, det lå plaseret lige op ad skorstenen, det er altid det sikreste sted i et hus, for man så altid at skorstenene gerne blev stående. Der gik ikke mange minuter før bomberne faldt rundt om os. Når en bombe falder ned har den en 2 lyde, som er meget karakteristisk, en bombe der falder et stykke væk fra en, har en fløjtende lyd når den falder, men en bombe som bliver droppet lige over en, har en lyd, som hvis du hælder kartofler ned i en tom spand, og det var den sidste lyd vi hørte hele tiden, der begyndte også at lugte af brand. Pludselig kom den rullende lyd meget kraftig, og så et brag så øredøvende, så alt raslede ned, samt lofterne faldt ned, vi var gået ind på toilettet, vi var meget bange, og bad for vort liv, et øjeblik efter kom der en flok heste løbende op af vores indkørsel,vi var bange for at de skulle komme ned til os, da alle døre og vinduer var blæst ud, men de vendte om og løb tilbage. Hestene kom fra en vognmandsforretning, der lå et par huse væk. Det der forårsagede den kraftige ekplosion var en luftmine som var gået ind i en børnehave over for os, nu var der der ingen børn, da det var om natten. En luftmine er sådan konstrueret at den springer et par meter over jorden, det var ca' 30 mtr. fra os, så det kunne mærkes. Røgen og lugten, samt den stadige rullende lyd af bomber der faldt rundt omkring os, gjorde at vi besluttede at forlade huset, - først gik jeg op for at se hvordan det stod til, ...det var et frygteligt syn der mødte mig, begge ydervægene var revet fra, så oppe hos os var de slået ca' 20 cm. ud, alt var væltet, samtlige lofter var faldet ned, i soveværelset, var der lærredsloft, det lå ned over sengene som en dyne, det gjorde at vi turde ikke blive i huset. Vi begyndte hurtigt at samle de nødvendigste ejendele sammen, og kom det i et par kufferter. Nede i gården stod en lille anhænger til en cykkel, og i den kom vi så vores ting, lige inden vi var færdige kom der en del menesker løbende, de råbte at vi skulle følge med, da der henne på hjørnet var der nogle mennesker spærret inde i en brændende ejendom, vi lod vore sager stå og løb med, der var oprettet et samlingssted på en skole, jeg bad Anitta blive der, for hun var jo gravid i 6 md., Jeg fik en stålhjelm udleveret. Den ene ejendom brændte,og folk løb ind og ud for at redde hvad de kunne, den anden ejendom brændte ikke endnu, men alt flagrede ud af vinduerne, og det var jo farligt , for alle de gnister der fløj rundt om os. Der blev da givet besked om at gå op og rive alle gardiner ned, samt hjælpe nogle ældre mennesker der ikke vil forlade deres lejlighed det var en mærkelig fornemmelse at gå ind i fremmede folks lejlighed, og så bare rive alt ned der blæste ud af vinduerne. Et mærkeligt fænomen optrådte lidt senere


det var, at efter- bombardementet var ophørt, begyndte det at storme. og det satte endnu mere gang i det der brændte brændte, og så straks efter begyndte det at regne, men desværre varede det kun kort tid, den ene ejendom brændte helt ned, den med gardinerne blev reddet.
Ved henaf 6 tiden gik vi tilbage for at hente vores ting og prøveDE at komme igennem til Anittas forældre, det var næsten umuligt at komme igennem, da det brændte i en ring rundt om os, det var sådan at sålerne i skoene var som pinde af at gå på de varme brosten, så de brækkede for ingen ting, vi fandt en smutvej, og pludselig begyndte der nogle enkelte sirener at tude, der var nogle af dem som endnu virkede, eller det har måske været med håndkraft, vi tog vores bagage og gik inde under et udhæng og videre ind
l en gang, det varede ikke ret længe så var det forbi, men da vi kom ud var vores vogn stjålet, der var så ikke andet end vi måtte bære det selv, det var nu blevet hen af 11 tiden om formiddagen, og det var stadig nat alt var sort.Det var meget svært at finde vej, først da kl. var 2 om eftermiddagen begyndte vi at kunne skimte solen, vi nåede Anittas forældre kl. 4. De var sluppet nogenlunde helskinnet igennem det helvede. Vi fik noget at spise da vi ikke havde fået noget siden aftenen før, jeg gik ned på gaden for at se på de enorme ødelæggelser et sådan 3 timers angreb havde forvoldt, man gør sig ikke begreb om hvor mange  der endnu lå  under ruinerne, og som sidder indeklemt i kælderne. Der var allerede kommet feldtkøkkener på et lille torv i nærheden, og der kunne man gå hen og få noget at spise, det var militæret der var rykket ud.
Da vi nærmede os aften, gik vi alle hen i en stor bunker, den lå lige i nærheden, og der indrettede vi os så en plads , hvor vi kunne sove, da vi nåede hen af kl 10, var der ikke mere plads, så folk satte sig udenfor, så hvis der kom et angreb, så kunne de komme ind og stå indenfor
når Angrebet kom. Det var omkring samme tid som dagen før, men det var det centrale del af Hamburg, og der blev på de få timer ødelagt 50 % af bydelen, mørket sænkede sig igen over byen, men vi kunne godt gå hjem. Vi prøvede at komme igennem til der vor vi boede, men det var mig ikke muligt at forsere alle de murbrokker, da gaderne var jo helt spærrede, jeg nåede kun til vort Fa. , det var totalt udbrændt, der sad en lap papir på væggen hvor der stod at skulle komme den og den dag, for at få nærmere besked. Der var blevet kastet en mængde napalm, det var at se på husvægene, og i flere kældre kunne man se folk side døde , forbrændt af den flydende napalm.

Da jeg kom tilbage besluttede vi at prøve at komme igennem næste dag, men det blev ikke til  noget, for det tredie
angreb satte ind, og det var den sydlige del af byen, det hed Hammerbrook, det var nok det værste anyreb, da det var en meget tæt befolket bydel, den blev senere lukket som forbudt område , det var en stor kirkegård.  

 

FLUGTEN

Fjerde dagen oprandt, og igen med det samme mørke, men det var da lyst kl. 10 om formiddagen. Jeg var gået ned på tovet for at se om der var noget at hente, da der var uddeling af forskellige ting, såsom forskellige madvarer, ­husgeråd,-tøj, o.l., pludselig så jeg at der kom en meget stor kølevogn rullende forbi, han standsede og talte med nogle menesker, jeg gik derover, og det viste sig at være en dansk kølebil som havde været i Holland og var på vej hjem, han spurgte om det hele, jeg fortalte så at vi var halvt udbombet og om vi ikke kunne komme med hjem, det var der ikke noget i vejen for, så jeg løb hen og hentede Anitta, og lige de nødvendigste ting, og kom så med på turen til Danmark, det er første gang jeg kommer hjem siden 1941, vi var de første flygtninge der kom fra Hamburg, så der var ikke nogen formaliteter  med at komme over grænsen, ellers skulle man jo have visum. Vi nåede Odense Kl, 10 om aftenen, vi fik at vide af chaufføren at vi måtte stå af inden han kom til sit bestemmelsessted, -på grund af der var en masse mennesker der ville have noget at vide, så det var bedst at vi  forsvandt i vrimlen.
Vi gik så over på banegården, og tog med et tog til København. Vi boede hos mine Bedsteforældre, det var ikke det allerbedste, for Anitta kunne jo ikke et ord dansk. Da der var gået en uges tid blev vi enige om at jeg hellere måtte tage tilbage, vi havde jo forladt alt for åbne døre og vinduer , og jeg ville så se hvad jeg kunne gøre, om det kunne repareres så vi kunne bo der, på vejen ned i toget traf jeg en dansk murer, som havde været på ferie hjemme, han kom sammen med en tysk pige , og de var ude efter et sted at bo, vi blev så enige om at vi ville hjælpe hinanden med at gøre huset beboelig, mod at han fik lov at bo der, der var på mellemetagen et værelse med køkken, det havde Fa, brugt. Efter flere samtaler med ejeren gik han med til at vi gik i gang med opbygningen, vi fik en kontant støtte af bystyret, jeg mener den var på  5000 Dm. Efter 3 ugers intens arbejde var huset til at bo i, og han flyttede ind med sin pige, Fa. der ejede huset havde ikke meget at lave, da det meste af deres kundekreds var forsvundet så vi havde fred og ro.
Mit eget Fa, var også så småt begyndt igen, de havde fået nogle lokaler nede ved havnen og der blev så indrettet en forretning der, de tre andre danskere var taget hjem, og kom ikke tilbage.
Den forretning der blev oprettet, var ligesom Aldi eller Netto, alt stod på gulvet i kasser , da vi ikke havde nogle reoler eller diske, En eftermiddag kom der luftalarm, kl, var 2.  jeg havde min cykel, med i Fa. der var et pænt stykke fra hvor jeg boede, så jeg sagde at jeg ville køre over til en bunker der var i nærheden, men det ville de andre ikke det
var for langt og de mente ikke at det ville blive så slemt. Angrebet varede i 2 timer, og da jeg kom ud af bunkeren, var der røg og brande overalt.
På vejen til bage til Fa. passerede jeg en gammel rørbunker der havde fået en træffer, så alle var døde, de var i gang med at trække dem ud de kunne få fat i, kendte man nogen skulle man fortælle det. Da jeg nåede Fa. viste det sig,at det var blevet bombet igen og vi kunne ikke arbejde der, en af kollegaerne var der ikke, og da jeg spurgte hvor han var, fik jeg at vide at han var død, det skete lige om hjørnet da han ville ind i sikkerhed, men nåede det ikke.

Hele den frygtelige angst fra sidste angreb, gjorde at jeg var syg i tre dage. Jeg besluttede så at rejse hjem og hente Anita da huset nu var sådan at vi kunne bo der. Da vi så kom tilbage til Hamburg, var der jo ikke så lang tid til at hun skulle føde, det blev den 23 November, nu fulgte der en streng tid, med at passe den lille, og det stadige pres af luftalarmerne, barnevognen stod altid parat til at hun løbe hen i den store bunker.
Mit arbejde havde jeg mistet igen, så der skete så det at at noget skulle jeg tage mig til, så viste det sig at vores nabo, der havde haft et træhandel , med special­lister, var udbombet, og han spurgte om ikke jeg ville hjælpe ham med at bygge det op, så nogenlunde, at han kunde drive en forretnig. Jeg fik da også tilladelse at arbejde for ham. Det første der skulle gøres var at rense mursten, da det var en udbrændt plads, det var lige ved siden af hvor jeg boede, så jeg kunne gå hjem til frokost, det tog mig lige til eftersommeren 1944, at få det til at virke, så jeg var både murer og tømrer og alt var gamle ting, som jeg fandt rundt omkring.
En enkelt episode husker jeg. Det var et angreb på Berlin, hvor der på tilbageturen kom nogle store engl. maskiner som som var i vanskeligheder, den kom ind over husene  for enden af pladsen, og der blev skudt fra masklnen og den nåede at træffe et hestekøretqj samt kusken, og så nogle deer som jeg prøvede at komme i sikkerhed, jeg har aldrig løbet så stærkt, man kunne se alle de små nedslag i jorden, og der gik ikke mange sekunder så fløj den ind i huset modsat pladsen, og eksploderede i et højt brag, det var kun to piloter som ikke nåede at springe ud, de andre besætningsmedlemmer var sprunget før. Angrebene blev nu værre og værre, det var sådan at man havde det meste tøj på om aftenen, når man gik i seng, for der var ikke så megen tid mere, da varslingerne ikke mere fungerede så godt. En aften nåede vi ikke helt derhen, men måtte søge tilflugt i en kælder­hals. Uheldigvis var det et angreb på os, og samtidig var det Altona det gjalt, vi sad nok 11/2 time på en trappesten i kælderen og holdt os for ørene, og med åben mund, for ikke at det skulle gå ud over trommehimderne, for det var som sidst kartofler der blev hældt ud , og de nærmeste bomber faldt 50 mtr, fra os, man var ikke meget værd da det var overstået.
Så skete der senere det at Ahitta fik skarlagenfeber og blev indlagt på sygehuset, Per måtte jeg bringe til hendes søster, da jeg ikke kunne klare ham, og på grund af at han ikke fik sin hvile og konstant blev hevet ud om natten, gjorde - mener jeg at han fik  ørebetændelse, og det kom til at følge ham det meste af barndommen. Da vi så var samlet igen, blev vi enige om at vi måtte hellere flytte til Danmark , med alt hvad vi ejede. Det blev ordnet sådan at vi det hele sendt med et skib til Danmark,jeg havde fået et transport Fa, til at ordne det hele, samt at  Flytte firmaet Danmark overtog det når det kom frem til Kbhvn.

HJEMREJSEN

Vi tog fra Hamburg den 2 Januar 1945. det var med tog, vi kunne ikke komme til København i første omgang da vi ikke havde noget sted at være, så vi tog ned til mine plegeforældre og var der en 14 dage ca., indtil jeg havde fået et sted vor vi kunne flytte hen. Jeg tog til Kbhvn. og fik et sted at bo. Det var med min b.faders hjælp, igennem en af hans gamle venner, der havde en ejendom på Bagsværdvej, det var en stor villa med fire lejligheder i ,og vi fik en på første sal som lige var blevet ledig. Det blev så ordnet sådan at vi kunne flytte ind  1 Februar, og vores møbler ville så komme fra flyttefirmaet. Vi kom også hurtigt i orden, og jeg fik et arbejde hos N.C.Rom og CO, som ekspedient i en Isenkramforretning.
Om aftenen når jeg kom hjem ornede vi alt det som der nu er ved en så lang flytning., der er jo mange småting at pakke ud.

MORDET

Om morgenen den 17 Februar tog jeg af sted som jeg plejede , jeg kørte med toget ind til Hovedbanegården, og der var jo ikke så langt over til Axeltorv, omkring kl. tre blev jeg ringet op af min onkel, der sagde kort og godt, " kom hjem med det samme, de har skudt din kone ", jeg forstod det ikke rigtig, og sagde bare jeg tager af sted nu, jeg gik op og fik lov til at gå. På vejen i toget begyndte jeg at tænke over det der blev sagt, og ved Hellerup station stod jeg ud for at ringe hjem, for at høre hvad det var for noget pjat, jeg fik at vide at det var godt at jeg var der, for jeg skulle tage over på Gentofte Hospital da hun var blevet bragt derhen.
Da jeg kom ind på stuen hvor hun lå, var hun ikke ved bevidsthed, samt jeg fik at vide at der var ikke meget håb, mens jeg var der kom onkel Christian, og bad mig tage ud og hente Per, han var blevet ladt tilbage lejligeden han var inde hos naboen, det var to ældre damer.
Så jeg måtte hente ham omgående, han ville så blive på hospitalet, for hvis der skulle ske noget. Jeg fik så fat i en taxa, det var en af dem med generator og bad ham så køre til Bagsværdvej, da vi nærmede os stedet, sagde jeg til ham om at køre nogle numre frem, så ville jeg stå ud, han skulle så vende, og jeg gik bagom i haverne for at komme ubeset ind, for der stod tre mand og læste avis ovre på hjørnerne, jeg fik så fat i Per og fik fat i noget tøj, uden at tænde lys, tog så drengen på armen og gik ud. Jeg havde sagt til chauføren at hvis der blev noget skyderi skulle han bare køre, men da jeg kom om hjørnet holdt han der , for jeg havde besluttet at skulle det være , så ville det blive os begge. Vi kom ind i vognen uden at der skete noget, og kørte så mod Markvangen, og da vi så kom der fik jeg at vide at hun var død, det var et dobbelt lungeskud.
Der blev for mig en masse at gøre, men en stor hjælp fik jeg fra Mark­vangen. Begravelsen foregik på Mariebjerg Krematorie Vi var ikke ret mange, hun blev kremateret, og urnen sat ind til  begravelse. Næste trin var at få lejligheden tømt, jeg kunne ikke selv være tilstede, så det blev foretaget at Møbeltransport Fa., og de skulle så bringe det til opbevaring. Jeg var dog derude en dag og hente nogle nødvendige ting til Per, og nogle papirer, så fik vi det ordnet således, at Per kom ned på Diakonisse Stiftelsen, det blev ordnet igennen frihedsbevægelsen, samt at jeg fik en ny endentitet, og kom til at hedde Svend Kristensen.
Da jeg så havde fået ordnet det, tog jeg toget til Jylland , nærmere betegnet Esbjerg. Her i byen havde min tidligere kollega fra Prinz i Hamburg, fået en stilling i et Isen­kram Fa. Jeg spurgte ham om jeg kunne være hos ham i et par dage indtil jeg havde fundet noget at bestille. Det var der ikke nogen mulighed for, først kunne han ikke have mig boende, og fortalte mig at der var ikke noget at få her i øjeblikket. Der var så ikke andet end at tage nordpå, jeg fik lov til at efterlade min bagage, og tog så kun en lille mappe med , med det aller nødven­digste. Medens jeg sad og ventede på et tog kom der en ung mand og slog sig ned, vi kom i snak, og det viste sig at han skulle også finde noget at bestille. Vi blev da enige om , at vi kunne ligeså godt tage lande­vejen, og se hvad der bød sig. Ved middagstid var vi sultne, og han sagde, den klarer jeg, bliv du her i grøften så skaffer jeg noget mad. Han gik så ind på en Bondegård, kort tid efter kom han ud med to madpakker , det smagte godt. Da vi havde spist fortsatte vi vores vandring, pludselig dukkede der en lastbil op, det var en generator bil, og vi kom med op, der viste sig at være andre der havde fået lov at komme med. Vi fik så at vide af de andre, at i Varde,var der arbejde at få, og der blev ikke spurgt om så meget, det var vi med på. Det viste sig at være gravearbejde udenfor Varde med at lave nogle dybe grøfter, jeg tror det var noget tyskerne havde arrangeret, det var sikkert mod panser­vogne, men det var et dansk Fa, der stod for det.
Næste dag fik jeg skaffet mig et par gummistøvler, jeg købte et par brugte af en anden, for vi var blevet indlogeret på skolen, der var i gymnastiksalen lavet en masse køjer. Da vi så kom igang, viste det sig at de var så dybe at man stod i tre højder, og den ene kastede jorden op på den næste rapo, og sådan i tre skift, frokost var der ikke noget der hed, dem der havde været der et stykke tid kendte til det og havde noget med. Da vi kom hjem om aftenen, gik jeg og ham kammersjukken jeg havde mødt hen for at finde et sted at spise, han havde ingen penge så jeg måtte låne ham. Senere på aftenen og først på natten fik jeg så ondt i alle lemmer, da det var et arbejde som jeg ikke var vant til. Jeg kom da afsted næste dag, og der var da nogle som forbarmede sig over mig, så jeg fik et lettere job,det var,som den sidste der smed det på børen.
Om aftenen kom jeg i snak med en soldat hvor vi spiste, og han fortalte at han skulle på orlov næste dag og det var til Hamburg. Jeg havde et brev i lommen som jeg skulle have sendt for flere dage siden, men det var svært at få det gjort, da de ikke dernede viste noget, jeg bad da ham om han ikke kunne tage det med, da det var hurtigere dernede, og det ville han da gerne. så allerede kl 4 om morgenen stilede der fire tyske soldater og råbte et navn op, jeg blev ikke klar over at det var mig i første omgang, da der pludselig var nogen der råbte at jeg lå der. Jeg blev så omgående kørt væk til en eller anden Kasserne, det var udenfor Varde, jeg kom i forhør med det samme, Dg det hele handlede om drabet, og om mine falske papirer, det hele kom sig af at den tyske soldat havde åbnet brevet, og var straks gået til sin overordnede, og derfor ville de have fat i mig. Jeg kunne ikke fortælle dem noget, som de ville tro på.Der blev så bestemt at jeg skulle sendes til Esbjerg og indsættes der. På vejen ind til Esbjerg blev der givet tilladelse at afhente min kuffert , jeg måtte ikke komme med op og hente den, så det var en tysk soldat der gik op, der var almindelig forskrækkelse over at der kom en soldat og hentede min bagage. Jeg blev da indsat på Højskolehjemmet , som udelukkende blev ledet af Hippo folk. Jeg blev anbragt nede ikælderen, i et rum med 5 andre, det var mørkt, kun med et lille hul i døren, rummet bestod af en briks fra væg til væg, med et
skråbrædt som nakkestøtte, der var ingen tæpper af nogen art, og kun en lille plads foran briksen på en 1/2 meter hvor man kunne stå op,og ellers skulle man sparke på døren hvis man skulle på toilettet, der var mange rum i den kælder, og vagten var tyske marinere, af og til kom de og lukkede døren op, og der blev sagt til nogle af de unge jeg sad sammen med at i dag skulle de have vasket brystet, for nu var det deres tur, da jeg kom havde jeg en adresse på mig som skulle væk, og de unge sagde, at enten måtte jeg sluge det, eller jeg måtte skylle det ud i toilettet, jeg gjorde det sidste. To gange om dagen var vi på gårdtur, det var ti minuter og vi gik rundt i en ring efter hinanden, godt bevogtet af marinesoldaterne.
Jeg blev kaldt op til yderlige forhør, men sagde ikke noget andet det jeg hele tiden havde holdt på, at mine falske papirer var købt på den sorte børs i Kbhvn, og her kommer så Fritjof Magnussen ind i billedet, da jeg sagde at jeg kendte ham og han var på Sheel Huset, og de kunne kontakte ham. Allerede næste dag fik jeg besked om at jeg skulle til Sheel Huset, vi rejste om aftenen, og var fremme i Kbhvn. om morgenen ved 9 tiden. og blev kørt direkte til Sheel Huset. Der kom jeg så til at tale med Fritjof, og forklarede det det samme, jeg skulle så til påvisning sammen med to af hans mænd. Datoen var den 21 Marts 1945, vi forlod huset kl. 11.00 og gik over mod Gyldenløvesgade, da bombardementet af Sheel Huset startede Kl. 11.18, det var et frygteligt virvar det hele, ovre ved Krogs Køreskole som lå der dengang var der en af de gamle runde kiosker, og der løb mine to vogtere ind, og jeg selv tog benene på nakken og løb over i Ørstedsparken , -der var en bunker lige indenfor, der var allerede fyldt med menesker, det var endelig blevet klart for mig at jeg var fri, jeg fortsatte så mit løb ned til Nørre Vold, for i Nørregade kendte jeg en Urmager, og der løb jeg op, og der fik jeg lov at bo nogle dage til jeg havde fået kontaktet gruppen i Lyngby. Jeg kom så på et gartneri hvor jeg gik og luede blomster lige til den 4 Maj.

BEFRIELSEN

Allerede om aftenen mødtes vi alle og fik set en masse mennesker som man kun havde hørt om. Vi blev installeret på Nesa , det var deres transformator station, jeg tror den hed Lagergården, det var lige overfor Mariebjerg Kirkegård. Det vi foretog os var kontrol af al ind og udgående trafik fra byen, efter 8 dage blev vi flyttet til Skovshoved Hotel, hvor vi fik hovedkvarter, og fik til opgave at have vagttjeneste på alle skolerne, da der jo var indkvarteret en masse flygtninge der fra østeuropa.
Jeg var på kontoret og i indspektionen, og det man fik at se overgik alt hvad man troede at dette kunne forekomme i Danmark. Der døde vel flere hundrede mennesker om dagen , mest af sygdomme, og alderdom, de kunne ikke tåle
flytningen. De der døde blev ribbet for alt af de andre, og nøgne blev de lagt ned i Cykkelskurene, og når aftenen kom, så lå de op til 2 meters højde i stabler. Der kom så en lastvogn og kørte alle ligene til Mariebjerg, hvor de blev kremateret, navne og lignende havde man ikke, og alt hvad der ,hed ringe og smykker var de jo ribbet for, så man havde kun de papirer der var på skolerne.
På grund af stanken blev der drysset store mængder af Klor udenfor de steder hvor ligene var henkastet, det var DK, Maj 45. Jeg fortsatte i Skovshoved i ca' 3 Md. da var skolerne efterhånden blevet tømt for flygtninge , så hele vagttjenesten ophørte, og dermed også hele friheds­bevægelsens 1 afsnit.

 

OPGØRET

Da der var gået en halv snes dage blev der fra 1 kompag­niets side foretaget undersøgelse vedrørende mordet. Der var fire mand der kørte ud og hentede Jørgen Leth, vi havde fået opsnuset hvo han var, han blev så bragt til Lyngby.Jeg var også til stede under noget af udspørgelsen , og der blev ligeud sagt ham at han fik et dobbelt lungeskud, og sat ned på gaden, så havde han tre timer at leve i , inden han druknede i sit eget blod, inden han fortalte navne , blev jeg sendt væk, men han havde dog forinden over for mig bedt for sit liv og kysset mine sko.Da der var gået en halv time stod han på gaden, og måtte selv se at komme hjem .. Nu havde vi jo fået en del at vide, og undersøgelserne var gået videre, jeg ved ikke hvordan det hele forløb, men jeg havde forløbig droppet sagen, men tager den op senere i August 46.

3 D. C . S .       ( 3 District censorship station )

I efteråret 45 blev det bekendtgjort at hvis der  var nogle der kunne Gotisk og Tysk kunne de henvende sig hos englænderne på Dagmarhus, og søge om optagelse til at komme til Tyskland som tolk. Jeg meldte mig, og med de kendskaber jeg havde var der ikke noget i vejen for at de kunne bruge mig. Efter en grundskole om måden at censurere på og finde skjulte koder, blev det første hold sendt afsted, jeg rejste den 15 november 1945. Dog havde jeg forinden fået ordnet det således at Per blev på Lukasstiftelsen til jeg kom tilbage dog skulle der nu betales for ham. En anden sag var at Urnen som ikke længere kunne stå på Marie­bjerg Kremmatorie, så der blev købt et gravsted af mine Bedsteforældre, og Urnen blev sat ned og jeg købte en sten, det er senere blevet et familie gravsted , og som stadig findes.
Rejsen til Tyskland foregik uden altfor mange forsinkelser , dog var der mange skader på turen som gjorde at der måtte køres ad omveje. Vi blev indkvarteret på en gl. tysk Kasserne i byen Rahlstedt, om opholdet der er der ikke såmeget at fortælle. dog det at jeg havde tilladelse til at bære håndvåben, på grund af at jeg nu kom i engelsk uniform, og rang som sergant. Senere opsøgte jeg min tidligere familie, og blev udemærket modtaget.
På kassernen delte jeg værelse med en som havde taget arbejdet for at komme i forbindelse med sine forældre, som han også fik, samt at han fik det ordnet sådan at han kunne få dem til Danmark. Den sidste aften holdt han en fest inde i Hamburg, og med til festen var en ung pige som hed Inger Frederiksen, og hun skulle hjem på orlov en af de første dage. jeg spurgte hende om hun ikke kunne tage en kuffert med tøj ned for mig, hun skulle hente den i Gentofte hos min onkel og tante, det gjorde hun så, det var alt Anittas tøj som jeg aflevere til min svigerinde, jeg var glad for den tjeneste som hun gjorde mig, siden så jeg ikke så meget til hende, da vi hver for sig havde vores egen omgangs­kreds. Den 5 Juli forlod jeg så 3 D.C.S., på grund af hvisse uoverensstemmelser.

SLUTNINGEN AF MIT FØRSTE LIV

Da jeg kom hjem tog jeg så sagen med ministeriet, og henviser til redegørelse ved brev fra ministeriet, Ansøgningen om indrejse til U.S.A. resulterede i at jeg fik 5 års karantæne og kunne da få mit visum. Jeg søgte da ind til C.F.P. igen, det var tredie gang, og fik også stillingen, men var der ikke så længe. En dag jeg var på vej hjem, jeg tog sporvognen,og så med trollievogn som kørte dengang til Gentofte hvor jeg------- nu boede foreløbig hos min onkel og tante, af en eller anden grund skulle jeg skifte på Rådhuspladsen, og steg op på bagparonen af en linie 14, og her sluttede så mit første liv, for der stod Inger, og det blev starten på et lykkeligt og kærligt 2 liv, uden de store omvæltninger.
                                                                      
---------- S L U T --------