INDHOLD.
1.
BARNDOMMEN
2.
KØBENHAVN
3.
SKOLETIDEN
4.
LÆRETIDEN
5.
OMVÆLTNINGEN
6.
MØDET
7.
ST.KONGENSGADE
8.
FLYTNINGEN
9.
TYSKLAND 4
10.
1 - 45 BRYLLUP
11.
BOMBARDEMENTET AF HAMBURG
12.
ANGREBET
13.
FLUGTEN
14.
OPBYGNINGEN
15.
HJEMREJSEN
16.
MORDET
17.
BEFRIELSEN
18.
OPGØRET
19.
3 D.C.S.
20.
SLUTNINGEN AF MIT FØRSTE LIV
< MIT FØRSTE LIV >
S.JUUL LARSEN SELVBIOGRAFI AF
MIT LIV, TIL JEG MØDTE INGER, OG BLEV GIFT OG STARTEDE MIT 2 LIV.
B
A R N D O M M E N
Det var en meget varm dag den 5
juni 1918, det var Grundlovsdag , alle virksomheder havde lukket,dog havde
butikkerne åbent til kl. 12 middag. Mange mennesker havde lagt deres
vej om ad fælleden, fordi der udfoldede sig et rigtigt leben, der blev
holdt taler af forskellige partier, og for børnene var der slik boder
karuseller og meget andet.
Leo og Merry var også
på vej, de havde fri begge to, han fra fabrikken, Ja han tog sig fri,
selvom der var meget at se til når man er nystartet og selvstændig,
hun havde fri fra bogbinderiet, det var jo sjældent at de begge to havde
fri en hverdag. Hun kom og hentede ham ved middagstid på
værkstedet, det lå på Blegdamsvej, lige over for
fælleden, hun havde haft forskellige ting at ordne om formiddagen,
så de var blevet enige om at mødes ved middagstid. De gik så
over på fælleden, hun havde smurt nogle stykker mad, så de
skulle finde et roligt sted hvor de kunne hygge Slg, der var mange mennesker,
men de fandt dog et sted nede ved søen hvor de kunne være Sig
selv.
Den dag blev kimet lagt til det vi
skal høre om nu.
Den 14 marts 1919 blev barnet
født, i mellemtiden havde der været mange diskutioner
angående ægteskab, Leos forældre var meget imod det, der blev
sagt at det ikke var en pige for ham, der var snerperl med i spillet og den der
var imod det var min bedstemoder, bare det at hun kom fra et arbejderhjem
på Vesterbro, for de boede jo på Østerbro. Min moders fader
arbejdede på Gasværket, og de boede i en lille leglighed i Hedebygade,
og der var 6 børn,så det var jo ikke lige sagen. Det hele endte da
også med at de gik fra hinanden.
Det var en svær tid i
begyndelsen for min moder, hun skulle jo passe sit arbejde, for penge skulle
der jo bruges hele tiden, så pasningen blev overladt til de yngre
søskende, det resulterede da også i at jeg lå meget alene og
græd og jeg fik da også navlebrok, som jeg senere i livet
måtte oppereres for.Jeg blev døbt i Set Matheus Kirken på
Vesterbro og fik navnet Svend Aage Juul Larsen,efternavnet fik jeg fra
moderen, men var så heldig at de begge to hed Larsen.
I 1920 da jeg var godt et år
gammel, blev Jeg anbragt i familiepleje hos et barnløst ægtepar i
nærheden af byen Hørve, stedet hed Tangmosen, min moder var
kommet i forbindelse med disse mennesker gennem en veninde, de hed Helga og
Thorvald Jensen, de havde altid ønsket sig et barn, nu fik de chansen,
der blev jo nok sagt til Dem at de ikke kunne beholde barnet, men muligheden
var der jo at jeg kunne blive, men aftalen var at 3 år skulle jeg
være der, men det blev alligevel til 4 år, der skulle jo også
betales for mig, men den side af sagen tog min fader sig af, eller rettere sagt
mine bedsteforældre.
Da jeg havde været der et
år blev der oprettet et dokument hvori der stod at min moder fraskrev sig
retten og forældremyndighen over barnet, dette papir blev dog aldrig
tinglyst, og det forårsagede 50 år senere en værre ravage.
Tiden i Tangmosen var en god tid,
jeg blev passet og forkælet, selvom de ikke havde mange penge strø
om sig med, Thorvald var murearbejdsmand, og dengang arbejdede man jo ikke om
vinteren, så fik han understøttelse, og det var ikke meget.
Episoder fra dengang er der nogle som har sat sig fast i erindringen. En dag
havde vi været ovre hos naboen, de lå kun 50 mtr. fra os, men et
lille vandløb skilte husene. På vejen hjem løb jeg
forrest og legede med naboens dreng. Over vandløbet var der lagt et
gangbrædt , ingen rækværk kun en bred planke, ude på
midten ville jeg vende mlg om, men mister balancen og falder i vandet, i
forskrækkelsen sluger jeg en masse vand.Helga som kom bagefter fik mig
halet op, og tog mig l benene og holdt mig så vandet kunne løbe
ud, så det var en værre forskrækkelse. Så var der da
Jeg havde mæslinger. Jeg kan huske at der var lukket til med tæpper
for vinduerne i stuen hvor jeg lå, for at holde lyset ude for ikke at
skade øjnene, naboen til den anden side skulle have revet skorstenen ned
lige i de dage hvor jeg lå i sengen, det fik jeg da lov at se på.
Fra den tid er der ikke så meget jeg kan huske, der blev sendt tøj
og legetøj ned til mig fra mine bedsteforældre og jeg ved at de
også har været nede og besøge mig.
Efteråret 1924 blev der givet
besked om at jeg skulle til København for at min skolegang skulle jeg
have i byen. Det blev ordnet sådan at jeg så skulle bo hos mine b
edsteforældre, i mellemtiden var min faders værksted lukket, det
kunne ikke gå, og han havde lånt ret mange penge for at redde
virksomheden, jeg tror ikke jeg har fortalt hvad det hvar han lavede, han havde
lavet den opfindelse, med en trappeautomat som man kunne tænde på
hver etage, pengene var lånt i familien, og for ikke der skulle
være nogen sladder kautionerede min b-fader for hele beløbet, det
var dengang 75 000.00. Det er i vores dage en lille million. Disse penge
afbetalte min b-fader lige til han blev 75 år.
På grund af den misære
blev min fader sendt til Amerika, og fik besked på at sende penge hjem
til afdrag og barn, det skulle være når han kom igang og fik noget
tilovers, det fik han nu aldrig, så det resulterede i at der hver md blev
sendt penge til banken i Hillerød . Jeg kan huske da min b-fader betalte
det sidste afdrag da var jeg en 16-17 år, som før sagt fra Amerika
kom der aldrig noget heller ikke til at klæde mig.
FØRSTE JUL I
NRD.FRIHAVNSGADE
1922 HØRVE
K Ø B E N H A V N
Afrejsedagen kom, jeg var ikke
rigtig klar over hvad der skulle ske, Jeg fik en rød Ko forærende,
og den passede jeg på (den har jeg endnu). Da vi kom til København
blev jeg afleveret hos disse fremmede mennesker, og da vi havde været der
lidt sagde min fader at jeg skulle med op på loftet for han havde noget
til mlg, da vi kom derop stod der en stor flyvemaskine, det var en Ellehammer
havde lavet, da min fader kendte ham, det var med en 3 cylindret luftmotor, og
den var vel ca' 1.20 mt. lang, vi gik så ned igen, og da jeg kom ind i
stuen var mine plegeforældre gået. Der blev så fortalt mig,
at nu skulle jeg blive hos dem. Det var en meget svær tid for mig, det
var fremmede menesker jeg var kommet til, og oppe i en lejlighed på 4
sal, jeg var jo vant til at kunne løbe lige ud og lege, savnet mave, jeg
kunne ligge på ondt gjorde det, men jeg lkke skulle være pjattet.
Da Jeg kom boede Bodil og Frida hjemme, Bodil dog kun kort tid, hun skulle
giftes med Christian, efter brylluppet flyttede de til en lejlighed i
Baggesensgade. I Nrd. Frihavnsgade hvor jeg boede var der 3 værelser med
kammer, -i kammeret sov Frida, og jeg havde en seng i soveværelset.
Allered i foråret Bedstefade,tog sig meget af mig, tit når han kom
hjem fra arbejde kunne vi gå ture ned til havnen, vi boede jo kun 5 min,
fra indgangen til havnen. Frida arbejde pA et kontor pA Jagtvejen, det handlede
med kaffemøller, det lå der hvor nu Svend Petersen autos nu er.
I 1926 rejste hun så også tll U.S.A., jeg kan huske der var mange
spetakler om det, årsagen til at hun rejste kan jeg ikke huske, det var
også i dette tilfælde b-fader der lånte hende penge til at rejse
over for.Da hun var rejst overtog Jeg så kammeret ( pigeværelset
som man kaldte det dengang), det var jeg meget glad for.
Før jeg begyndte skolen fik Jeg en cykel forærende det var en
lille drengecykkel som b-fader havde fået billigt, jeg tror det var ti
kroner, nu var der jo megen trafik der hvor vi boede, sA jeg måtte
lære at køre oppe på loftet, der var en meget lang gang hvor
jeg kunne støtte på begge sider, og da jeg så kunne holde
balancen kørte jeg nede i gården, og fik øvet mig der, l
gangen ud til gaden var der rum i den ene side, hvor folk kunne have deres
cykler cykkel stående. I starten af tyverne kørte de endnu med
Brandsprøjter som var trukket af 4 Heste, det var et flot syn at se dem
komme kørende, for det var sådan at vi havde brandstationen lige
ved siden af, men det larmede meget når de kom kørende, fordi det
var brolægning man kørte på, asfaldt kendte man ikke.
Sommeren efter at jeg var kommet ind, rejste jeg med Fridda til Gilleleje, vi
boede hos en af b-faders søskende.En dag hvor jeg løb og
legede ved skolen fandt jeg en fugleunge der var faldet ud af
reden, jeg tog den op og løb ind med den, på vejen langs huset var
der nogle høje riste langs muren, og der falder jeg over en af disse, og
slår panden ned i den næste, derved laver jeg en dyb flænge i
panden, jeg blev omgående kørt til en læge, som syede det
med det samme, og det var uden bedøvelse, jeg kan huske smerten endnu,
jeg fik da et ar over venstre øje, som kan ses endnu l dag. Sommeren efter ville b-fader
tage mig en tur til Hørve og besøge plejeforældrene, jeg
havde ikke set dem et par år, men det var som at rive et sår op,
jeg blev meget glad for at se Dem, men da vi skulle tilbage, ville jeg ikke
med, på turen hjem blev jeg syg af længsel, så jeg kastede op
og græd forfærdeligt, der blev da besluttet, at før jeg var
blevet noget større skulle jeg ikke have nogen forbindelse med
plegeforældrene.
Et par gange tog jeg med onkel Christian op på fælleden med den
store flyvemaskine, det var ikke nogen succes, den kunne højst
løbe 10 meter hen af græsset, men i luften kunne vi ikke få
den, den blev så hængt op på loftet.
Bodil og Christian lejede hver sommer et hus i Skovshoved, og jeg var gerne med hver
gang, det glædede
FRA
SKOLEN I HOLSTEINGADE. 1 KLASSE 1927
KORT TIL
MIN FADER I U.S.A.
jeg mig meget til hvert år,
det aflastede jo b-mor meget, og Bodil var jo hjemmmegående, det var man
jo for det meste den gang når man blev gift. Den tid i Skovshoved var
skøn, det fortsatte selv efter at jeg var begyndt at gå i skole.
S K O L E T I D E N
Min skolegang startede i 1925, skolen
hed Holsteinsgades Komuneskole,og lå et kvarters gang fra Nrd. Frihavnsgade,
de første dage fulgte b-mor, og et par gange Bodil, men så kunne
jeg selv gå derhen. Om skoletiden er der ikke så meget at
fortælle , kun det at der kom et nyt spil til landet, det hed Yo-Yo, og
det greb sådan om sig, at der blev dannet klubber, og der blev konkurenser . Dette spil blev jeg også grebet af,og jeg fik en
meget fin Yo-Yo af Bodil, det hed en 99 er. En dag havde jeg taget den med i
skole, og stod og spillede oppe l tegnelokalet, da jeg pludselig kastede den op i luften, og
jeg stod under en af de store kupler, som selvfølgelig smadrede. Jeg
måtte da ned til inspektøren, og fik der at vide at mine
forældre måtte erstatte den samtidig blev Yo-Yo en konfiskeret. Jeg
blev da skældt ud da jeg kom hjem med sedlen , men de tog det da meget
pænt .
Skolen dengang var delt op l en drenge og en
SKOLEBILLEDE
2 KLASSE, HOLSTEINSGADE 1928
pigeside, skolegården var
ligeledes delt med et stort plankeværk, og det var så højt
at man ikke kunne se ind på den anden side. Af skolekammeratervar der en
som jeg kom en del sammen med,han hed Aage, han boede i gaden bagved, den hed
Marstalsgade, vi fulgtes altid ad hjem fra skole, somme tider legede vi
også sammen om dagen men han havde ikke megen tid, da hans
forældre, havde altid sørget for at han skulle lave så meget
derhjemme, for de arbejde begge to. Om lørdagen kunne man i Parkbiografen
få børnebilletter til 35 øre, men det skete af og til
at der hurtigt blev udsolgt, og så spænede jeg ned til Bodil, de
boede nu i Hobrogade, og spurgte om jeg kunne få 35 øre mere, da
den næste kostede 70 øre, det var ikke altid hun havde dem, men for
det meste fik jeg dem, men det var jo mange penge den gang.
Rulleskøjteløbning var jeg meget glad for, og det tilbragte jeg
mange timer med, og jeg blev også god til det. Når jeg var hjemme
legede jeg meget med noget som hed Mecano, det var metalstænger som man
skruede sammen, og kunne bygge mange ting af det, gennemgående havde jeg
en god skoletid, med lektier tog de det ikke så nøge, det blev
gerne gjort om aftenen efter spisetid. En gang kom der sendende en kasse fra
min fader den indeholdt en mængde ragelse, det må være noget
han har købt hos en
maskendiser.
Der var mange forskellige ting, blandt andet et helt Janichar sæt med
tromme, fodpedal, Bækkener forskellige trærør, D.s.v., der
var en araber riffel, som jeg dog senere under krigen måtte aflevere til
politiet, jeg fik den aldrig igen, men dette sæt musikredskaber kunne jeg
jo ikke spille på i en lejlighed, så jeg solgte det senere for 100
kr ..
Om efteråret 15/10-1933
skulle j eg konfirmeres , om selve festen kan jeg ikke erindre ret meget, kun
det at naboen var meget dygtig til skrive sange så hun lavede en sang som
blev viklet om et 7" søm, og den vakte megen opmærksomhed,
hvorfor det var et søm, kom sig af at det var allerede bestemt at jeg
skulle i Isenkræmmerlære, det år gik jeg så ud af skolen.
L Æ R E T I D E N
Det at jeg skulle være
isenkræmmer huede mig ikke
særlig meget, jeg ville helst have været mekanikker men det ville
min b-moder ikke have, hun sagde at hun havde vasket nok mekanikkertøj i
sin tid, så dermed basta. Det var nu ikke sådan lige til at
få et job om sommeren, det
var jo sådan at nu var jeg så stor at så måtte jeg
finde noget andet til der blev en læreplads. Jeg fik da også et job
som arbejdsdreng i et oliefirma som Oil Oil i frihavnen, det var med at tappe
olie af på små oliedunke, det var i blik.
KONFIRMATIONSBILLEDE
ET AF SE
SIDSTE BILLEDER FRA HØRVE
dengang, og ellers at gå til
hånde.
I september md. fik jeg så en
plads i en udstyrsforretning på Godthåbsvej, men jeg bestilte ikke
andet end at køre i byen med varer, det fandt min b.fader ikke var det
rigtige, så jeg blev taget ud og efter en kort tid fik jeg så en ny
plads, det var igennem en min b-fader kendte, det var i St. Strandstræde,
fa. hed Hvalsøe & Co Eftf ..
Det var en meget gammel forretning, der handlede med skibsudstyr, og
værktøj, de havde også lidt køkkenudstyr, men det var
mest til skibe og til B.W .. Forretningen var så gammel at man havde alle
børstevarer hængende i loftet, støvet af blev der aldrig .
Mester sad altid ved disken foran kakkelovnen, der var ikke noget der hed
kontor, så alting foregik ved disken, såsom frokost, bogføring
og lign .. Vi havde et lager på 1 sal hvor vi havde køkkenudstyr,
store ting, og en kælder, hvor man ikke kunne gå oprejst det var
fra det gamle kbhvn. der var brolægning, samt en gammel brønd, det
havde man jo ikke dengang megen interesse i.
Nu begyndte der en ny tilværelse for mig , jeg fik de første
lommepenge, det var 5 kr, om md.
Min md. løn var 15 kr"
de ti gik til kost og logi.
Årslønnen steg med 5 kr. pr år, dog det sidste År fik
jeg 35 kr., det lyder ikke af så meget, men en pk. cigaretter kostede
dengang kun 25 øre.
Aage og jeg havde i lang tid gået og talt om at melde os in i en
væveflyveklu det kom sig af at vi begge havde lavet nogle modeller som vi
fløj med nede på marken, i nærheden af hvor vi boede. Vi
blev så meldt ind om efteråret, og vi gik med det samme ind som de
andre med, at bygge svæveplaner. Vi havde kun et gammelt plan, så vi trængte
til et nyt plan, om flyvningen henviser jeg til vedlagt artikkel. om min
tid som svæveflyver.
Indehaveren af forretningen hed Leth, og han havde en søn Jørgen,
han van var 8-10 år yngre end jeg, det var en rigtig forkælet unge
kan jeg huske man skulle passe meget på hvad man gjorde og sagde, denne
søn skal vi senere komme til at stifte bekendtskab med. Aaf andre
interesser havde .Jeg fotografering, farvebillederne var lige kommet frem,
så jeg fik mig et apparat og gik så i gang, det var ikke så
meget jeg kunne fotografere, for en film kostede dengang 2 Kr.
I slutningen af min læretid stiftede jeg for første gang
møde med kærligheden, og det gaven omvæltning i min
ellers så rolige tilværelse. Jeg var på en kort ferie i
Hørve, 8 dage, og en aften samledes vi unge ovre hos en,hvis fader var
smed, og vi sad da ude i smedjen og spillede på en rejsegramofon, og der
var naboens pige med, hun var vel 17 år ligesom jeg, og vi blev meget
forelskede i hinanden, vi begyndte at skrive sammen, brevene gemte jeg på
mit værelse, men ikke godt nok, for min B-mor fandt dem, og så var
helvedet løs, der blev sagt at jeg var for ung til den slags pjat, det
kunne jeg godt slå ud af hovedet, hvordan det holdt op kan jeg ikke
huske, men et par år efter døde hun af tuberkulose. Senere
kørte jeg med min fætter til Gilleje om lørdagen, det var
på cykkel, og det var næsten hver lørdag, vi boede hos hans
forældre om natten, han kom meget i Luthers Missionsforening, og der var
nogle piger som vi havde et godt øje til, men det blev aldrig det helt
store.
I 1937 blev jeg udlært, og fik en plads med det samme, det var hos Zilmer
på Rolighedsvej, det var en dessideret udstyrsforretning, så jeg
skulle til at lære noget nyt, lønnen var dengang 100 kr. pr.
md. og det blev så til at jeg
nu fik 25 kr. til mig selv det var jo ganske godt i begyndelsen.
O M V Æ L T N I N G E N
Den tid der nu fulgte skulle
sætte et skel i min ellers så rolige tilværelse. Først
på mit arbejde gik det ganske godt, det år var den første
Landbrugsudstilling og dyrskue på Bellahøj, min chef fik leveransen
af spande til at malke i, så der blev stillet et telt op, og der startede
jeg så tidligt om morgenen og der blev solgt spande, alle skulle jo have
noget at malke i, det havde bønderne ikke med hjemrefra.
Da jeg havde været der et 1/2 år søgte jeg mig et nyt
arbejde hvor jeg kunne få 25 kr. mere om md., det var på
Falkoneralle, også i en udstyrsforretning, der var jeg til 1939,
i mellemtiden skete
der det at jeg en sensommeraften kom gående sammen med min fætter
ned gennem St. Kongensgade, det har været i 38, vi standser op foran en
forretning der havde åbent, det var en af de første isbarer' sam var
åbnet herhjemme, det var efter rigtig amerikansk stil, da vi havde set
lidt på den, fortsatte vi ned mod Nybode" da vi var kommet et stykke
ned, stoppede min fætter og siger til mig ,"Den dame der inde i den
isforretning vi kom forbi, det var din moder "pjat sagde jeg, hun har da
været død længe, det har jeg da hele tiden fået at
vide, nej sagde han, det var pålagt hele familien ikke at sige noget till
mig men nu da vi var kommet sammen så meget, ville han fortælle mig
det, han havde været sammen med min moder i Gilleleje.
Den udtalelse, og det jeg her fik at vide satte jo en mængde tanker i
gang, jeg prøvede ikke med det samme at kontakte hende, jeg viste ikke
rigtig hvordan jeg skulle gribe sagen an, men der gik ikke lang tid før
det blev til virkelighed, og det kom sig over nogle uoverensstemmelser med mine
Bedsteforældre, for jeg havde sagt at jeg gerne ville over til min fader,
det mente de var noget pjat, jeg havde det jo godt hvor jeg var.
En dag ringede jeg så til den forretning hvor hun var,for at aftale et
møde med hende. Det var en dame der kom til telefonen, jeg spurgte om
hun kunne hjælpe mig med en oplysning, hun svarede at hvis hun kunne
så ja, jeg spurgte da om hun for 18 år siden havde kendt en mand
som hed Leo Juul Larsen, der blev et øjebliks stilhed, hvorpå hun
svarede at det havde hun. Jeg sagde så at jeg hed Svend, og så
måtte hun jo være min moder, der blev stille igen, hvorpå hun
hun sagde at hun ville glæde sig meget til at se mi~ vi
aftalte så at mødes på Esplanaden førstkommende fredag ..
Vi skulle mødes på hjørnet af St .. Kongensgade og Nyboder, der var
dengang en stor en stor Blomsterforretning, hun ville være der kl. 19.30
og have en blomst på frakken, da jeg jo ikke kendte hende. Jeg havde
sparet nogle penge sammen, så der var til en kop kaffe, jeg vidste jo
ikke noget om hendes økonomiske status, så jeg måtte jo
kunne betale hvis det var.
MØDET
Jeg var der til tiden, og ganske
rigtig kom der en høj dame, med en blomst på frakken, jeg gik over
og spurgte om vi så skulle gå derhen, ja,- det kunne vi da. Da vi
havde sat os var det ikke nemt at få samtalen i gang, og i starten sagde
jeg De, men hun brød ind og sagde at vi måtte hellere sige du,da
vi jo dog var så nært beslægtet.Jeg fortalte om årsagen
til mit møde, og om den eventuelle rejse til U. S. A.
Hun spurgte da om jeg ikke en dag ville komme ind i forretningen og hilse
på min halvsøster, jeg måtte ikke sige hvem jeg var, da jeg
måske skulle rejse, samtidig skulle jeg hilse på hendes tilkomne
mand. Da vi gik ,betalte min mor for kaffen. Det blev en Søndag at jeg tog derind, lige
efter frokost, jeg havde sagt at jeg skulle ud med Age. Da jeg kom ind i St.
Kongensgade var hele familien samlet, min søster og Calle, som min moders tilkomne mand hed, det
blev da besluttet at vi skulle køre rundt til min familie på min
morders side og hilse på. Jeg kendte jo ingen, så det blev en
rigtig fremvisning. Det blev sent før jeg kom hjem den aften, det hele
var jo en stor omvæltning, fra at komme fra et roligt hjem, til en
forretning med masser af liv, foruden havde de bil privat, samt der var en
isfabrik i kælderen, hvor der også var en varevogn, så det
var noget nyt, så det var starten til en ny epoke i min tilværelse.
ST.
KONGENSGADE
Jeg begyndte nu at komme der hver
aften, det var jo noget nyt, og der var meget at fortælle, foruden det
var der ikke en aften hvor vi ikke var et eller andet sted. Forretningen havde
åbent til kl. 22.00, og gik de nogen steder var det efter den tid. Om
aftenen når jeg var der kunne
jeg spise al den is som jeg ville. Da jeg var kommet der to eller tre
måneder, blev vi enige om at jeg hellere måtte fortælle det
hjemme, jeg var ikke meget for det, - jeg havde det på fornemmmeIsen at
det ikke rigtig faldt ind i Nrd. Frihavnsgades indstilling. Det blev da ordnet
sådan at jeg skulle gå i biografenmed min søster, og
så ville Calle tage ud og tale med mine Bedsteforældre. Da vi kom
hjem fra biografen var Calle kommet tilbage, og fortalte at de var blevet meget
oprørt over at jeg havde opsøgtmin moder, og at de kunne ikke
santionere at jeg kom hos dem. Calle sagde så at de ville ikke tage mig
væk, men syntes at jeg skulle komme og gå som jeg ville hos dem.
Jeg tog hjem den aften med blandede følelser, og da jeg kom ind af
døren, det var hen af kl.
24.00 , var Bodil der, der blev spurgt med det samme hvor jeg havde
været, jeg svarede at det viste de jo godt, der blevet skænderi ud
af det, jeg sagde ikke så meget, ikke andet end det var dog min ret til
at se min moder, for de havde jo holdt det hemmeligt, men det blev vendt om til
at jeg var utaknemmelig, det endte med at
Bodil fløj hen og stak mig en på tæven,
det satte noget inde i mig til at reagere,så jeg sagde at skulle det være sådan,
flyttede jeg. Næste aften bad Bodil og onnkel Christian mig om at komme over
til dem og få en samtale, det var jeg da også, men det blev ikke
mig der sagde så meget, jeg blev forbeholdt alt det der var blevet gjort
for mig, men det lange og det korte blev da også at jeg ikke skulle komme
i ST.Kongensgade mere. Det løfte holdt kun i en uge, så ringede
min mor mig op og spurgte hvade der var i vejen, jeg sagde det som det var,vi
blev da enige om at jeg kunne bare komme og så bare tie stille.
Situationen var jo lidt uholdbar, jeg skrev da et langt brev til min fader, for
at spørge om hvordan forholdene egentlig havde været, og det jeg
var blevet fortalt at min mor havde været en løs pige, havde noget
på sig. For ikke at gøre mere ravage i den bad jeg min fader om at
sende svaret til St. Kongensgade. Der gik nok to tre måneder
før der kom svar. Det brev startede så en lavine, ved at
forstå det sådan, da brevet kom lukkede min moder det op, da jeg
så kom derind om aftenenoc hørte om det, var min mor helt ude af
den og forlangte at Calle tog ud til mine Bedsteforældre og fik en
undskyldningfor deres udtalelsertil mig, men det blev til at de smed Calle ud,
og undskyldninger ville de ikke give. så var der nu blevet kold
luft, så jeg så ikke anden udvej end at flytte ind i
St. Kongensgade, men jeg flyttede nu alligevel ikke med det samme, der gik vel
nok et halvt års tid. Jeg var på dette tidspunkt ansat hos C.F.P.,
det var en stor Isenkram og Værktøjsforretning, der havde jeg
truffet en ung pige, som sad i kassen, og vi var kommet sammen et godt stykke
tid, og blev enige om at forlove os med ringe, ja det gjorde man jo dengang.
Dette fortalte jeg så i Nrd. Frihavnsgade, og fik at vide at jeg ikke var
rigtig klog, men slutningen på det hele blev, at de bad os om at komme en
søndag, og så kunne hun jo spise med, og de kunne hilse på
hende. Det blev ikke nogen succes, der blev ikke sagt mange ord, kun
bebrejdelser til os begge, så vi brød hurtigt op.
FLYTNINGEN
Efter den sammenkomst og middag ,
kunne jeg se at der var ingen mulighed for at blive, jeg fik samlet en del af
mine ting og flyttede så ind i St Kongendgade 69. Jeg fik et
værelse øverst oppe , da der var en del klublejligheder, som
man kaldte det dengang, værelset var ikke så stort, der var lige
plads til en seng-bord og en reol, der var adgang til et stort
fælleskøkken, det havde jeg jo ikke brug for , da jeg spiste nede i forretningen. I mellemtiden var min
mor og Calle blevet gift, og havde fået en lejlighed på
første sal i samme ejendom, så nu var alle samlet i huset .~Vi
nærmede os nu efteråret 1939, og anden verdenskrig brød ud,
det var nogle meget spændende dage der nu begyndte, man var jo ung.
Den 1 April blev jeg indlagt med lungebetændelse , og lå der
også den 9 April, der skete nu så mange ting,
mørklægning som det første, og så starten med det
førtse udgangsforbud, vi skulle alle være inde inden kl. 24.00 .
på arbejdsmarkedet skete det også mange ændringer, og det
resulterede også i at jeg blev sagt op hos C.F.P. Da jeg så forlod
Firmaet var den 1 Juli tog jeg ud i sommerhuset for at hjælpe Calle med forskellige ting.der skulle
bygges om. Det var et hus som ham han selv havde bygget, han var jo
tømrer af provision, så der var hele tiden noget at lave.
Efter at tyskerne var kommet her til landet, begyndte de at komme i Isbaren,
det blev til sidst kun tyskere der kom der. Calle havde en broder der hed Karl
og han var meget interesseret i tyskerne, han var medlem af partiet, så
han gik ind for at hjælpe dem, han havde to børn, en dreng der hed
Fritjof, og en pige der hed ”Rita" de var gifte begge to, og
henholdvis svigerdatter og svigersøn var også aktive, jeg
bemærker det kun her, for vi vil høre mere til dem ved krigens
slutning. Da jeg havde gået i haven i ca. 3 md. fik jeg at vide at jeg kunne ikke
gå og driveden af længere, for nu måtte jeg se og finde noget
at lave, for Calle sagde at han ikke ville betale min husleje længere.En
dag tog jeg ud til C.F.P., hvor jeg mødte en kolega som havde fået
arbejde i tyskland som Isenkræmmer, og han spurgte om jeg ikke viII der
ned, for de manglede en dekoratør og vollontør. Det tænkte
jeg ikke ret længe over, og bad ham sørge for de nøvendige
papirer fra Tyskland, jeg havde da en mulighed at komme væk fra det hele
og starte noget nyt. Den 21 August
startede jeg så på min rejse til Tyskland, en rejse som på
mange måder ville ændre hele min tilværelse, jeg ringede min
tante op og sagde farvel. I Nrd Frihavnsgade ville de ikke se mig, men jeg bad
hende hilse, der gik alligevel 3 1/2 år inden jeg så dem igen.
Tyskland
fra 41~45
Jørgensen som havde skaffet
mig derned, kom og hentede mig på banegården, og han havde
også skaffet mig et værelse, det lå i den gamle bydel der hed
Altona, der lå Fa. også, lige op til Reperbahn, det var et ret
stort foretagende. I den første tid blev jeg sat til at pakke varer
ud oppe på første sal, til jeg kunne klare mig med sproget, der
blev ikke talt noget dansk i forretningen, kun når vi var sammen om
aftenen, vi var 4 danskere der alle var indenfor Isenkram, de to andre var i et
andet Fa. , forresten også i Altona. Den første tid i Tyskland
mærkede man ikke meget til krigen, det eneste var at der begyndte at
blive vareknaphed, og der kom rationeringsmærker. Værelset jeg
havde var lille og mørkt, så da der var gået et par md.
eller mere, fik jeg et dejligt værelse på Neuer Pferdemarkt, det
var hos en meget arristokratisk dame, og der var en masse forbud, som det var
svært for et ungt menneske at styre. Det var her at jeg oplevede den
første luftkamp , med lyskastere og maskiner der blev skudt ned, samt
man så også en der sprang ud med faldskærm, men der blev ikke
skudt på ham, men det var skuespil med døden som følge, men
det samlede mennesker overalt på gader og altaner.
Jeg havde nu været her over et 1/2 år, og mit tyske var blevet
ganske udemærket, så jeg kunne klare mig, og jeg var nu kommet ned
i butikken og ekspedere ind imellem når jeg ikke havde noget at dekorere,
og det lærte jeg meget af, og folk var meget behjælpelige, man
følte sig ikke som fremmedarbejder, nu var vi jo også dernede som
valiontører som man kaldte det dengang, for der mange danskere hernede
som var på kontrakt, og de
boede i lejre, og det var bestemt ikke morsomt.
Jørgensen havde truffet en pige, jeg ved ikke om hun var gift eller kun
forlovet, men de skulle ud en aften, og spurgte om jeg ikke ville med, for i
den forretning hvor hun arbejdede var der en anden ung pige som gerne ville
med, hun var forlovet med en soldat der lå i Norge, men vi
fire blev da enige om at gå hen et sted at spise, det møde blev
min skæbne, der gik ikke mange dage før jeg spurgte om hun ikke
ville med i biografen, og det ene møde tog det andet, så inden vi
så os om var vi stærkt involveret i hinanden, det blev også
årsagen at jeg blev smidt ud af mit gode værelse, der ikke
måtte komme pigebesøg, og det blev opdaget.
Der var jo så ikke andet at gøre end at flytte, jeg fik mig et
andet godt værelse, lige i nærheden, men det lå lige over for
en S-togsstation, der hed Sternchanse, der blev jeg så boende et par
år.
Mit forhold til den unge pige, som hed Anitta var nu sådan at jeg kom hos
hendes forældre, samt hendes søster, som var gift med en Politbetjent.Hendes
søster som Helga og hendes mand Willy, besøgte vi ret tit, de
boede i en ejendom i stuen, hvor der var have til, og nu var vi kommet så
langt hen i krigen at vi danskere kunde få sendt en pakke om
måneden hjemmefra med forskellige madvarer, det var en standardpakke som
blev sendt fra et fa., men vi skulle selv betale dem, så den nød
vi rigtig når den kom.
Luftangrebene begyndte nu så småt at sætte kraftigere ind,
men der var ikke mange som gik i beskyttelsesrum, de fleste gik ned i den
kælder der var indrettet i ejendommen hvor jeg boede nu, kan jeg huske, at jeg var højst 3 gange i
kælderen. Jeg havde min cykel
med til tysklan d og det var sådan at den tog man med op i
lejligheden om aftenen. Angående forplejningen, var det sådan at
man havde lukket i forretningerne fra kl. 12 til 14 .
Middagspausen blev betalt af Fa. og maden fik vi også, der var et
arangement med et spisested hvor vi kom hver dag. Der var så kun maden med
hjem ,og det ordnede jeg selv, jeg havde en skuffe på værelset hvor
jeg havde min mad i , og ellers var der jernbanestationen overfor hvor der var en
restauration, og man kunne af og
til være heldig at der var mad at få uden mærker, men da jeg
var i et Fa. der forhandlede mangelvarer, kunne man altid redde sig noget
ekstra, så gennemgående havde jeg det godt hvad angik mad og logi.
BRYLLUP
Vi havde nu kendt hinanden et
pænt stykke tid, og vi blev enige om at vi ville gifte os, da der
derigennem ville være nogle fordele for os, vi skriver 1943, og
brylluppet blev sat til den 22/2-43. Vielsen foregik på den måde at
man skulle på rådhuset først, det hedder på tysk
Standesamt, og det var det gældende for vielsen, vi ville også kirkelig
vies det var noget man selv måtte foranledige ,og søge om
tilladelse til. Vi fik det ordnet sådan at fra amtet kørte vi i
karet til Kirken, og blev så viet der, og mine tilkomne svigerforældre
havde bestilt mad på en restauration, vi var vel en 30 mennesker, jeg
havde min ven Arne Jørgensen som forlover, og der var de to andre
danskere med som vi kom sammen med, festen gik fint og vi fik en del gaver. Vi
havde også fået en lejlighed, det var igennem Fa., en kunde
fortalte at der lige ved siden af hvor han boede var en lejlighed der stod tom, jeg var da henne og tale
med indehaveren, det var et kontor, med blad-dibustrering, så huset
var tomt om aftenen. Efter mange overtalelser, (fordi jeg var udlænding
var de ikke meget for at leje det ud,) men det gik i orden alligevel.
Møbler og alt husgeråd blev købt, jeg kan huske at fra Fa.
fik vi en stor balje med alt til køkkenet, det var ellers ikke til at
opdrive i Hamburg. Penge var der dengang ingen mangel på, for man kunne
ikke købe noget, så derfor var der mange penge blandt folk til at
købe sortbørsvarer for, det hele drejede sig kun om
materielle ting. Foråret og sommeren var meget fin i 43 og vi var begyndt
at falde tilrette i vores lille lejlighed.
BOMBARDEMENTET
AF HAMBURG
Det var i slutningen af august, vi
havde fået en masse stikkelsbær som Anitta havde henkogt, og vi
havde stillet det ind på gulvet i stuen for det skulle svales af, og
pakkes næste dag.Vi havde i den lejlighed 3 værelser og et
køkken, det var ikke så stort, men ganske udemærket for to
unge mennesker .. Vi var gået i seng ved 11
tiden, men Kl. 1
blev vi vækket af at der kom flyveralarm, nu havde jeg fået en
radio, hvor der var tilkoblingsmulighed til telefonen så vi kunne
høre hvad der var galt, det kaldte man DRATFUNK, nu havde vi ikke
telefon, men der var stik i lejligheden, der blev så meldt at store
enheder var på vej ind ved mundinge~ af Elben. Få minutter efter meldte de at det var
formodentlig Hamburg det gjalt ikke mange minutter efter kom de første
maskiner og da jeg så ud af vinduet var de første juletræer kastet,
det er en markering for flade bombardering, - jeg sagde til Anitta· at
det var forsent at gå i en bunker, vi havde en liggende en lille km.
væk, så vi blev enige om at vi måtte hellere gå ned i
kælderen, de var ikke sikret for beskyttelse på nogen måde,
de første bomber var allerede faldet, og det lød som det var i
vores område de faldt. Hamburg blev bombet tre nætter i træk,
og første nat tog de Altona og havnen, og det var os. Vi samlede nogle
af vores papirer sammen, det havde vi altid i en lille taske, og gik så
ned i kælderen.
ANGREBET
Den kælder der var til huset,
var som mange kældre alt muligt var lagt derned, vi havde ikke
været dernede før, så plads var der ikke meget af. Der var
et toilet, som ikke blev brugt, det lå plaseret lige op ad skorstenen,
det er altid det sikreste sted i et hus, for man så altid at skorstenene
gerne blev stående. Der gik ikke mange minuter før bomberne faldt
rundt om os. Når en bombe falder ned har den en 2 lyde, som er meget
karakteristisk, en bombe der falder et stykke væk fra en, har en
fløjtende lyd når den falder, men en bombe som bliver droppet lige
over en, har en lyd, som hvis du hælder kartofler ned i en tom spand, og
det var den sidste lyd vi hørte hele tiden, der begyndte også at
lugte af brand. Pludselig kom den rullende lyd meget kraftig, og så et
brag så øredøvende, så alt raslede ned, samt lofterne
faldt ned, vi var gået ind på toilettet, vi var meget bange, og bad
for vort liv, et øjeblik efter kom der en flok heste løbende op
af vores indkørsel,vi var bange for at de skulle komme ned til os, da
alle døre og vinduer var blæst ud, men de vendte om og løb
tilbage. Hestene kom fra en vognmandsforretning, der lå et par huse
væk. Det der forårsagede den kraftige ekplosion var en luftmine som
var gået ind i en børnehave over for os, nu var der der ingen
børn, da det var om natten. En
luftmine er sådan konstrueret at den springer et par meter
over jorden, det var ca' 30 mtr. fra os, så det kunne mærkes.
Røgen og lugten, samt den stadige rullende lyd af bomber der faldt rundt
omkring os, gjorde at vi besluttede at forlade huset, - først gik jeg op
for at se hvordan det stod til, ...det var et frygteligt syn der
mødte mig, begge ydervægene var revet fra, så oppe hos os
var de slået ca' 20 cm. ud, alt var væltet, samtlige lofter var
faldet ned, i soveværelset, var der lærredsloft, det lå ned
over sengene som en dyne, det gjorde at vi turde ikke blive i huset. Vi
begyndte hurtigt at samle de nødvendigste ejendele sammen, og kom det i
et par kufferter. Nede i gården stod en lille anhænger til en
cykkel, og i den kom vi så vores ting, lige inden vi var færdige
kom der en del menesker løbende, de råbte at vi skulle
følge med, da der henne på hjørnet var der nogle mennesker
spærret inde i en brændende ejendom, vi lod vore sager stå og
løb med, der var oprettet et samlingssted på en skole, jeg bad
Anitta blive der, for hun var jo gravid i 6 md., Jeg fik en stålhjelm
udleveret. Den ene ejendom brændte,og folk løb ind og ud for at redde
hvad de kunne, den anden ejendom brændte ikke endnu, men alt flagrede ud
af vinduerne, og det var jo farligt , for alle de gnister der fløj rundt
om os. Der blev da givet besked om at gå op og rive alle gardiner ned,
samt hjælpe nogle ældre mennesker der ikke vil forlade deres
lejlighed det var en mærkelig fornemmelse at gå ind i fremmede
folks lejlighed, og så bare rive alt ned der blæste ud af
vinduerne. Et mærkeligt fænomen optrådte lidt senere
det var, at efter- bombardementet
var ophørt, begyndte det at storme. og det satte endnu mere gang i det
der brændte brændte, og så straks efter begyndte det at
regne, men desværre varede det kun kort tid, den ene ejendom
brændte helt ned, den med gardinerne blev reddet.
Ved henaf 6 tiden gik vi tilbage for at hente vores ting og prøveDE at
komme igennem til Anittas forældre, det var næsten umuligt at komme
igennem, da det brændte i en ring rundt om os, det var sådan at
sålerne i skoene var som pinde af at gå på de varme brosten,
så de brækkede for ingen ting, vi fandt en smutvej, og pludselig
begyndte der nogle enkelte sirener at tude, der var nogle af dem som endnu
virkede, eller det har måske været med håndkraft, vi tog
vores bagage og gik inde under et udhæng og videre ind l en gang, det varede ikke ret
længe så var det forbi, men da vi kom ud var vores vogn
stjålet, der var så ikke andet end vi måtte bære det
selv, det var nu blevet hen af 11 tiden om formiddagen, og det var stadig nat
alt var sort.Det var meget svært at finde vej, først da kl. var 2
om eftermiddagen begyndte vi at kunne skimte solen, vi nåede Anittas
forældre kl. 4. De var sluppet nogenlunde
helskinnet igennem det helvede. Vi fik noget at spise da vi ikke havde
fået noget siden aftenen før, jeg gik ned på gaden for at se
på de enorme ødelæggelser et sådan 3 timers angreb
havde forvoldt, man gør sig ikke begreb om hvor mange der endnu lå under ruinerne,
og som sidder indeklemt i kælderne. Der var allerede kommet
feldtkøkkener på et lille torv i nærheden, og der kunne man
gå hen og få noget at spise, det var militæret der var rykket
ud.
Da vi nærmede os aften, gik vi alle hen i en stor bunker, den lå
lige i nærheden, og der indrettede vi os så en plads , hvor vi
kunne sove, da vi nåede hen af kl 10, var der ikke mere plads, så
folk satte sig udenfor, så hvis der kom et angreb, så kunne de
komme ind og stå indenfor når Angrebet kom. Det var omkring samme tid som dagen
før, men det var det centrale del af Hamburg, og der blev på de
få timer ødelagt 50 % af bydelen, mørket sænkede sig
igen over byen, men vi kunne godt gå hjem. Vi prøvede at komme
igennem til der vor vi boede, men det var mig ikke muligt at forsere alle de
murbrokker, da gaderne var jo helt spærrede, jeg nåede kun til vort
Fa. , det var totalt udbrændt, der sad en lap papir på væggen
hvor der stod at skulle komme den og den dag, for at få nærmere
besked. Der var blevet kastet en mængde napalm, det var at se på
husvægene, og i flere kældre kunne man se folk side døde ,
forbrændt af den flydende napalm.
Da jeg kom tilbage besluttede vi at
prøve at komme igennem næste dag, men det blev ikke til
noget, for det tredie
angreb satte ind, og det var den sydlige del af byen, det hed Hammerbrook, det
var nok det værste anyreb, da det var en meget tæt befolket bydel,
den blev senere lukket som forbudt område , det var en stor
kirkegård.
FLUGTEN
Fjerde dagen oprandt, og igen med
det samme mørke, men det var da lyst kl. 10 om formiddagen.
Jeg var gået ned på tovet for at se om der var noget at
hente, da der var uddeling af forskellige ting, såsom forskellige
madvarer, husgeråd,-tøj, o.l., pludselig så jeg at der
kom en meget stor kølevogn rullende forbi, han standsede og talte med
nogle menesker, jeg gik derover, og det viste sig at være en dansk
kølebil som havde været i Holland og var på vej hjem, han
spurgte om det hele, jeg fortalte så at vi var halvt udbombet og om vi
ikke kunne komme med hjem, det var der ikke noget i vejen for, så jeg
løb hen og hentede Anitta, og lige de nødvendigste ting, og kom
så med på turen til Danmark, det er første gang jeg kommer
hjem siden 1941, vi var de første flygtninge der kom fra Hamburg,
så der var ikke nogen formaliteter med at komme over grænsen, ellers
skulle man jo have visum. Vi nåede Odense Kl, 10 om aftenen, vi fik at
vide af chaufføren at vi måtte stå af inden han kom til sit
bestemmelsessted, -på grund af der var en masse mennesker der ville have
noget at vide, så det var bedst at vi forsvandt i vrimlen.
Vi gik så over på banegården, og tog med et tog til
København. Vi boede hos mine Bedsteforældre, det var
ikke det allerbedste, for Anitta kunne jo ikke et ord dansk. Da der var gået
en uges tid blev vi enige om at jeg hellere måtte tage tilbage, vi havde
jo forladt alt for åbne døre og vinduer , og jeg ville så se
hvad jeg kunne gøre, om det kunne repareres så vi kunne bo der,
på vejen ned i toget traf jeg en dansk murer, som havde
været på ferie hjemme, han kom sammen med en tysk pige , og de var
ude efter et sted at bo, vi blev så enige om at vi ville hjælpe
hinanden med at gøre huset beboelig, mod at han fik lov at bo der, der
var på mellemetagen et værelse med køkken, det havde Fa,
brugt. Efter flere samtaler med ejeren gik han med til at vi gik i gang med
opbygningen, vi fik en kontant støtte af bystyret, jeg mener den var
på 5000 Dm. Efter 3 ugers
intens arbejde var huset til at bo i, og han flyttede ind med sin pige, Fa. der
ejede huset havde ikke meget at lave, da det meste af deres kundekreds var
forsvundet så vi havde fred og ro.
Mit eget Fa, var også så småt begyndt igen, de havde
fået nogle lokaler nede ved havnen og der blev så indrettet en
forretning der, de tre andre danskere var taget hjem, og kom ikke tilbage.
Den forretning der blev oprettet, var ligesom Aldi eller Netto, alt stod
på gulvet i kasser , da vi ikke havde nogle reoler eller diske, En
eftermiddag kom der luftalarm, kl, var 2. jeg havde min cykel, med i Fa. der var et
pænt stykke fra hvor jeg boede, så jeg sagde at jeg ville
køre over til en bunker der var i nærheden, men det ville de andre
ikke det var
for langt og de mente ikke at det ville blive så slemt. Angrebet varede i
2 timer, og da jeg kom ud af bunkeren, var der røg og brande overalt.
På vejen til bage til Fa. passerede jeg en gammel rørbunker
der havde fået en træffer, så alle var døde, de var i
gang med at trække dem ud de kunne få fat i, kendte man nogen
skulle man fortælle det. Da jeg nåede Fa. viste det sig,at det var
blevet bombet igen og vi kunne ikke arbejde der, en af kollegaerne var der
ikke, og da jeg spurgte hvor han var, fik jeg at vide at han var død,
det skete lige om hjørnet da han ville ind i sikkerhed, men nåede
det ikke.
Hele den frygtelige angst fra sidste
angreb, gjorde at jeg var syg i tre dage. Jeg besluttede så at rejse hjem
og hente Anita da huset nu var sådan at vi kunne bo der. Da vi så
kom tilbage til Hamburg, var der jo ikke så lang tid til at hun skulle
føde, det blev den 23 November, nu fulgte der en streng tid, med at
passe den lille, og det stadige pres af luftalarmerne, barnevognen stod altid
parat til at hun løbe hen i den store bunker.
Mit arbejde havde jeg mistet igen, så der skete så det at at noget
skulle jeg tage mig til, så viste det sig at vores nabo, der havde haft
et træhandel , med speciallister, var udbombet, og han spurgte om
ikke jeg ville hjælpe ham med at bygge det op, så nogenlunde, at
han kunde drive en forretnig. Jeg fik da også tilladelse at arbejde for
ham. Det første der skulle gøres var at rense mursten, da det var
en udbrændt plads, det var lige ved siden af hvor jeg boede, så jeg
kunne gå hjem til frokost, det tog mig lige til eftersommeren 1944, at
få det til at virke, så jeg var både murer og tømrer
og alt var gamle ting, som jeg fandt rundt omkring.
En enkelt episode husker jeg. Det var et angreb på Berlin, hvor der
på tilbageturen kom nogle store engl. maskiner som som var i
vanskeligheder, den kom ind over husene
for enden af pladsen, og der blev skudt fra masklnen og den nåede
at træffe et hestekøretqj samt kusken, og så nogle deer som
jeg prøvede at komme i sikkerhed, jeg har aldrig løbet så
stærkt, man kunne se alle de små nedslag i jorden, og der gik ikke
mange sekunder så fløj den ind i huset modsat pladsen, og
eksploderede i et højt brag, det var kun to piloter som ikke nåede
at springe ud, de andre besætningsmedlemmer var sprunget før.
Angrebene blev nu værre og værre, det var sådan at man havde
det meste tøj på om aftenen, når man gik i seng, for der var
ikke så megen tid mere, da varslingerne ikke mere fungerede så
godt. En aften nåede vi ikke helt derhen, men måtte søge
tilflugt i en kælderhals. Uheldigvis var det et angreb på os,
og samtidig var det Altona det gjalt, vi sad nok 11/2 time på en trappesten
i kælderen og holdt os for ørene, og med åben mund, for ikke
at det skulle gå ud over trommehimderne, for det var som sidst kartofler
der blev hældt ud , og de nærmeste bomber faldt 50 mtr, fra os, man
var ikke meget værd da det var overstået.
Så skete der senere det at Ahitta fik skarlagenfeber og blev indlagt
på sygehuset, Per måtte jeg bringe til hendes søster, da jeg
ikke kunne klare ham, og på grund af at han ikke fik sin hvile og
konstant blev hevet ud om natten, gjorde - mener jeg at han fik ørebetændelse, og det kom
til at følge ham det meste af barndommen. Da vi så var samlet
igen, blev vi enige om at vi måtte hellere flytte til Danmark , med alt
hvad vi ejede. Det blev ordnet sådan at vi det hele sendt med et skib til
Danmark,jeg havde fået et transport Fa, til at ordne det hele, samt
at Flytte firmaet Danmark overtog
det når det kom frem til Kbhvn.
HJEMREJSEN
Vi tog fra Hamburg den 2 Januar
1945. det var med tog, vi kunne ikke komme til København i første
omgang da vi ikke havde noget sted at være, så vi tog ned til mine
plegeforældre og var der en 14 dage ca., indtil jeg havde fået et
sted vor vi kunne flytte hen. Jeg tog til Kbhvn. og fik et sted at bo. Det var
med min b.faders hjælp, igennem en af hans gamle venner, der havde en
ejendom på Bagsværdvej, det var en stor villa med fire lejligheder
i ,og vi fik en på første sal som lige var blevet ledig. Det blev
så ordnet sådan at vi kunne flytte ind 1 Februar, og vores møbler ville
så komme fra flyttefirmaet. Vi kom også hurtigt i orden, og jeg fik
et arbejde hos N.C.Rom og CO, som ekspedient i en Isenkramforretning.
Om aftenen når jeg kom hjem ornede vi alt det som der nu er ved en
så lang flytning., der er jo mange småting at pakke ud.
MORDET
Om morgenen den 17 Februar tog jeg af
sted som jeg plejede , jeg kørte med toget ind til
Hovedbanegården, og der var jo ikke så langt over til Axeltorv,
omkring kl. tre blev jeg ringet op af min onkel, der sagde kort og godt, "
kom hjem med det samme, de har skudt din kone ", jeg forstod det
ikke rigtig, og sagde bare jeg tager af sted nu, jeg gik op og fik lov til at
gå. På vejen i toget begyndte jeg at tænke over det der blev
sagt, og ved Hellerup station stod jeg ud for at ringe hjem, for at høre
hvad det var for noget pjat, jeg fik at vide at det var godt at jeg var der,
for jeg skulle tage over på Gentofte Hospital da hun var blevet bragt
derhen.
Da jeg kom ind på stuen hvor hun lå, var hun ikke ved bevidsthed,
samt jeg fik at vide at der var ikke meget håb, mens jeg var der kom
onkel Christian, og bad mig tage ud og hente Per, han var blevet ladt tilbage
lejligeden han var inde hos naboen, det var to ældre damer.
Så jeg måtte hente ham omgående, han ville så blive
på hospitalet, for hvis der skulle ske noget. Jeg fik så fat i en
taxa, det var en af dem med generator og bad ham så køre til
Bagsværdvej, da vi nærmede os stedet, sagde jeg til ham om at
køre nogle numre frem, så ville jeg stå ud, han skulle
så vende, og jeg gik bagom i haverne for at komme ubeset ind, for der
stod tre mand og læste avis ovre på hjørnerne, jeg fik
så fat i Per og fik fat i noget tøj, uden at tænde lys, tog
så drengen på armen og gik ud. Jeg havde sagt til chauføren
at hvis der blev noget skyderi skulle han bare køre, men da jeg kom om
hjørnet holdt han der , for jeg havde besluttet at skulle det være
, så ville det blive os begge. Vi kom ind i vognen uden at der skete
noget, og kørte så mod Markvangen, og da vi så kom der fik
jeg at vide at hun var død, det var et dobbelt lungeskud.
Der blev for mig en masse at gøre, men en stor hjælp fik jeg fra
Markvangen. Begravelsen foregik på Mariebjerg Krematorie Vi var ikke
ret mange, hun blev kremateret, og urnen sat ind til begravelse. Næste trin var at
få lejligheden tømt, jeg kunne ikke selv være tilstede,
så det blev foretaget at Møbeltransport Fa., og de skulle så
bringe det til opbevaring. Jeg var dog derude en dag og hente nogle
nødvendige ting til Per, og nogle papirer, så fik vi det ordnet
således, at Per kom ned på Diakonisse Stiftelsen, det blev ordnet
igennen frihedsbevægelsen, samt at jeg fik en ny endentitet, og kom til
at hedde Svend Kristensen.
Da jeg så havde fået ordnet det, tog jeg toget til Jylland ,
nærmere betegnet Esbjerg. Her i byen havde min tidligere kollega fra
Prinz i Hamburg, fået en stilling i et Isenkram Fa. Jeg spurgte ham
om jeg kunne være hos ham i et par dage indtil jeg havde fundet noget at
bestille. Det var der ikke nogen mulighed for, først kunne han ikke have
mig boende, og fortalte mig at der var ikke noget at få her i øjeblikket.
Der var så ikke andet end at tage nordpå, jeg fik lov til at
efterlade min bagage, og tog så kun en lille mappe med , med det aller
nødvendigste. Medens jeg sad og ventede på et tog kom der en
ung mand og slog sig ned, vi kom i snak, og det viste sig at han skulle
også finde noget at bestille. Vi blev da enige om , at vi kunne
ligeså godt tage landevejen, og se hvad der bød sig. Ved
middagstid var vi sultne, og han sagde, den klarer jeg, bliv du her i
grøften så skaffer jeg noget mad. Han gik så ind på en
Bondegård, kort tid efter kom han ud med to madpakker , det smagte godt.
Da vi havde spist fortsatte vi vores vandring, pludselig dukkede der en lastbil
op, det var en generator bil, og vi kom med op, der viste sig at være
andre der havde fået lov at komme med. Vi fik så at vide af de
andre, at i Varde,var der arbejde at få, og der blev ikke spurgt om
så meget, det var vi med på. Det viste sig at være
gravearbejde udenfor Varde med at lave nogle dybe grøfter, jeg tror det
var noget tyskerne havde arrangeret, det var sikkert mod panservogne, men
det var et dansk Fa, der stod for det.
Næste dag fik jeg skaffet mig et par gummistøvler, jeg
købte et par brugte af en anden, for vi var blevet indlogeret på
skolen, der var i gymnastiksalen lavet en masse køjer. Da vi så
kom igang, viste det sig at de var så dybe at man stod i tre
højder, og den ene kastede jorden op på den næste rapo, og
sådan i tre skift, frokost var der ikke noget der hed, dem der havde
været der et stykke tid kendte til det og havde noget med. Da vi kom hjem
om aftenen, gik jeg og ham kammersjukken jeg havde mødt hen for at finde
et sted at spise, han havde ingen penge så jeg måtte låne
ham. Senere på aftenen og først på natten fik jeg så
ondt i alle lemmer, da det var et arbejde som jeg ikke var vant til. Jeg kom da
afsted næste dag, og der var da nogle som forbarmede sig over mig,
så jeg fik et lettere job,det var,som den sidste der smed det på
børen.
Om aftenen kom jeg i snak med en soldat hvor vi spiste, og han fortalte at han
skulle på orlov næste dag og det var til Hamburg. Jeg havde et brev
i lommen som jeg skulle have sendt for flere dage siden, men det var
svært at få det gjort, da de ikke dernede viste noget, jeg bad da
ham om han ikke kunne tage det med, da det var hurtigere dernede, og det ville
han da gerne. så allerede kl 4 om morgenen stilede der fire tyske
soldater og råbte et navn op, jeg blev ikke klar over at det var mig i
første omgang, da der pludselig var nogen der råbte at jeg
lå der. Jeg blev så omgående kørt væk til en eller
anden Kasserne, det var udenfor Varde, jeg kom i forhør med det samme,
Dg det hele handlede om drabet, og om mine falske papirer, det hele kom sig af
at den tyske soldat havde åbnet brevet, og var straks gået til sin
overordnede, og derfor ville de have fat i mig. Jeg kunne ikke fortælle
dem noget, som de ville tro på.Der blev så bestemt at jeg skulle
sendes til Esbjerg og indsættes der. På vejen ind til Esbjerg blev
der givet tilladelse at afhente min kuffert , jeg måtte ikke komme med op
og hente den, så det var en tysk soldat der gik op, der var almindelig
forskrækkelse over at der kom en soldat og hentede min bagage. Jeg blev
da indsat på Højskolehjemmet , som udelukkende blev ledet af Hippo
folk. Jeg blev anbragt nede ikælderen, i et rum med 5 andre, det var
mørkt, kun med et lille hul i døren, rummet bestod af en briks
fra væg til væg, med et
skråbrædt som nakkestøtte, der var ingen tæpper af
nogen art, og kun en lille plads foran briksen på en 1/2 meter hvor man
kunne stå op,og ellers skulle man sparke på døren hvis man
skulle på toilettet, der var mange rum i den kælder, og vagten var
tyske marinere, af og til kom de og lukkede døren op, og der blev sagt
til nogle af de unge jeg sad sammen med at i dag skulle de have vasket brystet,
for nu var det deres tur, da jeg kom havde jeg en adresse på mig som
skulle væk, og de unge sagde, at enten måtte jeg sluge det, eller
jeg måtte skylle det ud i toilettet, jeg gjorde det sidste. To gange om
dagen var vi på gårdtur, det var ti minuter og vi gik rundt i en
ring efter hinanden, godt bevogtet af marinesoldaterne.
Jeg blev kaldt op til yderlige forhør, men sagde ikke noget andet det
jeg hele tiden havde holdt på, at mine falske papirer var købt
på den sorte børs i Kbhvn, og her kommer så Fritjof
Magnussen ind i billedet, da jeg sagde at jeg kendte ham og han var på
Sheel Huset, og de kunne kontakte ham. Allerede næste dag fik jeg besked
om at jeg skulle til Sheel Huset, vi rejste om aftenen, og var fremme i Kbhvn.
om morgenen ved 9 tiden. og blev kørt direkte til Sheel Huset. Der kom
jeg så til at tale med Fritjof, og forklarede det det samme, jeg skulle
så til påvisning sammen med to af hans mænd. Datoen var den
21 Marts 1945, vi forlod huset kl. 11.00 og gik over mod Gyldenløvesgade,
da bombardementet af Sheel Huset startede Kl. 11.18, det var et frygteligt
virvar det hele, ovre ved Krogs Køreskole som lå der dengang var
der en af de gamle runde kiosker, og der løb mine to vogtere ind, og
jeg selv tog benene på nakken og løb over i Ørstedsparken ,
-der var en bunker lige indenfor, der var allerede fyldt med menesker, det var
endelig blevet klart for mig at jeg var fri, jeg fortsatte så mit
løb ned til Nørre Vold, for i Nørregade kendte jeg en
Urmager, og der løb jeg op, og der fik jeg lov at bo nogle dage til jeg
havde fået kontaktet gruppen i Lyngby. Jeg kom så på et
gartneri hvor jeg gik og luede blomster lige til den 4 Maj.
BEFRIELSEN
Allerede om aftenen mødtes
vi alle og fik set en masse mennesker som man kun havde hørt om. Vi blev
installeret på Nesa , det var deres transformator station, jeg tror den
hed Lagergården, det var lige overfor Mariebjerg Kirkegård. Det vi
foretog os var kontrol af al ind og udgående trafik fra byen, efter 8
dage blev vi flyttet til Skovshoved Hotel, hvor vi fik hovedkvarter, og fik til
opgave at have vagttjeneste på alle skolerne, da der jo var indkvarteret
en masse flygtninge der fra østeuropa.
Jeg var på kontoret og i indspektionen, og det man fik at se overgik alt
hvad man troede at dette kunne forekomme i Danmark. Der døde vel flere
hundrede mennesker om dagen , mest af sygdomme, og alderdom, de kunne ikke
tåle
flytningen. De der døde blev ribbet for alt af de andre, og nøgne
blev de lagt ned i Cykkelskurene, og når aftenen kom, så lå
de op til 2 meters højde i stabler. Der kom så en lastvogn og
kørte alle ligene til Mariebjerg, hvor de blev kremateret, navne og
lignende havde man ikke, og alt hvad der ,hed ringe og smykker var de jo ribbet
for, så man havde kun de papirer der var på skolerne.
På grund af stanken blev der drysset store mængder af Klor udenfor
de steder hvor ligene var henkastet, det var DK, Maj 45. Jeg fortsatte i
Skovshoved i ca' 3 Md. da var skolerne efterhånden blevet tømt for
flygtninge , så hele vagttjenesten ophørte, og dermed også
hele frihedsbevægelsens 1 afsnit.
OPGØRET
Da der var gået en halv snes
dage blev der fra 1
kompagniets side foretaget undersøgelse vedrørende mordet.
Der var fire mand der kørte ud og hentede Jørgen Leth, vi havde
fået opsnuset hvo han var, han blev så bragt til Lyngby.Jeg var
også til stede under noget af udspørgelsen , og der blev ligeud
sagt ham at han fik et dobbelt lungeskud, og sat ned på gaden, så
havde han tre timer at leve i , inden han druknede i sit eget blod, inden han
fortalte navne , blev jeg sendt væk, men han havde dog forinden over for
mig bedt for sit liv og kysset mine sko.Da der var gået en halv time stod
han på gaden, og måtte selv se at komme hjem .. Nu havde vi jo
fået en del at vide, og undersøgelserne var gået videre, jeg
ved ikke hvordan det hele forløb, men jeg havde forløbig droppet
sagen, men tager den op senere i August 46.
3 D. C . S .
( 3 District censorship
station )
I efteråret 45 blev det
bekendtgjort at hvis der var nogle
der kunne Gotisk og Tysk kunne de henvende sig hos englænderne på
Dagmarhus, og søge om optagelse til at komme til Tyskland som tolk. Jeg
meldte mig, og med de kendskaber jeg havde var der ikke noget i vejen for at de
kunne bruge mig. Efter en grundskole om måden at censurere på og
finde skjulte koder, blev det første hold sendt afsted, jeg rejste den
15 november 1945. Dog havde jeg forinden fået ordnet det således at
Per blev på Lukasstiftelsen til jeg kom tilbage dog skulle der nu betales
for ham. En anden sag var at Urnen som ikke længere kunne stå
på Mariebjerg Kremmatorie, så der blev købt et gravsted
af mine Bedsteforældre, og Urnen blev sat ned og jeg købte en
sten, det er senere blevet et familie gravsted , og som stadig findes.
Rejsen til Tyskland foregik uden altfor mange forsinkelser , dog var der mange
skader på turen som gjorde at der måtte køres ad omveje. Vi
blev indkvarteret på en gl. tysk Kasserne i byen Rahlstedt, om opholdet
der er der ikke såmeget at fortælle. dog det at jeg havde
tilladelse til at bære håndvåben, på grund af at jeg nu
kom i engelsk uniform, og rang som sergant. Senere opsøgte jeg min
tidligere familie, og blev udemærket modtaget.
På kassernen delte jeg værelse med en som havde taget arbejdet for
at komme i forbindelse med sine forældre, som han også fik, samt at
han fik det ordnet sådan at han kunne få dem til Danmark. Den
sidste aften holdt han en fest inde i Hamburg, og med til festen var en ung
pige som hed Inger Frederiksen, og hun skulle hjem på orlov en af de
første dage. jeg spurgte hende om hun ikke kunne tage en kuffert med
tøj ned for mig, hun skulle hente den i Gentofte hos min onkel og tante,
det gjorde hun så, det var alt Anittas tøj som jeg aflevere til
min svigerinde, jeg var glad for den tjeneste som hun gjorde mig, siden
så jeg ikke så meget til hende, da vi hver for sig havde vores egen
omgangskreds. Den 5 Juli forlod jeg så 3 D.C.S., på grund af
hvisse uoverensstemmelser.
SLUTNINGEN
AF MIT FØRSTE LIV
Da jeg kom hjem tog jeg så
sagen med ministeriet, og henviser til redegørelse ved brev fra
ministeriet, Ansøgningen om indrejse til U.S.A. resulterede i at jeg fik 5 års
karantæne og kunne da få mit visum. Jeg søgte da ind til
C.F.P. igen, det var tredie gang, og fik også stillingen, men var der
ikke så længe. En dag jeg var på vej hjem, jeg tog sporvognen,og
så med trollievogn som kørte dengang til Gentofte hvor jeg-------
nu boede foreløbig hos min onkel og tante, af en eller anden grund
skulle jeg skifte på Rådhuspladsen, og steg op på bagparonen
af en linie 14, og her sluttede så mit første liv, for der stod
Inger, og det blev starten på et lykkeligt og kærligt 2 liv, uden
de store omvæltninger.
---------- S L U T --------