Skrevet af Lise Larsen

Indledning.

Under den tyske besættelse af Danmark blev cirka 400 danskere likvideret af modstandsbevægelsen. I mange år troede man, at det var Frihedsrådet, der tog beslutningen om, hvem der skulle likvideres, men det er en myte. I stedet var det det illegale politi og forskellige personer inden for den Danske modstandsbevægelse, der traf afgørelsen.

Det skønnes, at en tredjedel af de likviderede var stikkere. En anden gruppe var tyskervenlige og derfor potentielle stikkere. Der var dog også rene rovmord imellem, samt en del fejllikvideringer. Disse drab blev maskeret. Regeringen besluttede, at ingen af drabene måtte undersøges.

Da jeg selv har et nært forhold til disse begivenheder der skete i Danmark under 2. verdenskrig, har jeg valgt at sætte lys på dette, i form af min opgave. Mit mål er at fortælle historien, i korte træk, til læseren som står uvidende overfor de daværende tragiske hændelser.

Det er en hver mands ret at vide hvad der skete bag kulisserne dengang, men mange af de generationer som kom til under eller efter krigen, havde aldrig troet at der også var danskere der myrdede danskere, i den periode. Idet at likvideringerne blev gemt af vejen, lukket og låst inde bag store, tykke mure i rigsarkivet. Derfor vil jeg på baggrund af en historisk redegørelse for situationen under 2. verdenskrig, herunder modstandsbevægelsen Holger danskes struktur og virke, samt beskrivelse fra pårørende til stikkerlikvideret, problematisere hvorvidt rigsarkivet bør gøres tilgængeligt for den almene borger

En fejl for livet.

Drabet på min farmor, i februar 1945, blev mørkelagt efter krigen. Min farfar blev pålagt tavshed. Og min dengang etårige far blev sendt på børnehjem, uden at vide hvad der var sket hans mor. 7 år senere blev han sendt tilbage for at bo hos sin far og hans nye kone, i den tro at det var hans rigtige mor. Dagene gik i den, tilsyneladende, lykkelige familie. Men en dag som 15årig kom min far hjem fra skole og viste glad og stolt sin mor et digt han havde skrevet. Digtet omhandlede en mor og en far under krigen, hvor moderen var blevet dræbt, og faderen stod alene tilbage med sin søn. Dette skabte oprør i hjemmet, og min farfar så sig nødsaget til at fortælle min far sandheden om hans rigtige mor. Det eneste han fik afvide, var at hun var tysker og blev dræbt under krigen, og så viste min farfar ham den kugle som hun var blevet dræbt med. Der var blevet indskraveret den dato, hvorpå hun døde. Tiden efter var meget svær for min far. Han blev, som han selv kalder det, lidt af en særling. De følgende mange år forsøgte han at finde informationer omkring hans mor, men forgæves. Min far havde kun lidt kontakt til sin far, men han ønskede ikke at snakke om det skete, og tilsyneladende var han heller ikke selv klar over hvad der præcis var foregået.

For tre år siden sad min far og læste en avis. Der var en artikel som handlede om stikkerlikvideringerne under krigen. Her dukkede min farmors navn pludselig op. Min far blev chokeret, for han vidste ikke, at hans mor var blevet skudt af modstandsfolk. Med hjælp fra journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen, som havde skrevet artiklen, fik han tilladelse til rigsarkivet der lå inde med sagsakterne.

Først her faldt alle brikkerne på plads, først her stiftede han bekendtskab til sin mor, efter 55 år i uvished. Nu var min farmor blevet et menneske, i stedet for en sag, der var blevet gemt væk. Min far bruger idag en stor del af hans fritid med at samle oplysninger, og kigge gamle dokumenter igennem omkring hans mor.

For kort tid siden fik han et brev tilsendt med posten. Afsenderen viste sig at være en af de modstandsfolk som havde medvirket i min farmors død. Jeg har valgt at inkludere dette brev i min opgave, da jeg synes at det giver en god afslutning på denne historie, og det giver samtidig læseren et større overblik over hvad likvideringer egentlig gik ud på, i det store hele.

Beretning af 19.4.2004 fra anonym Holger Danske-mand, født sept. 1926, om drabet på min farmor, Annitta Larsen, den 17. februar 1945:

”Vi var fire mand på opgaven, alle under afdeling ’Eigil’. Den ene af os var uerfaren og blev sat til at holde vagt nede på vejen. Opgaven var at undersøge Annitta Larsens mand, men vi havde intet konkret at gå efter, skulle blot undersøge lejligheden for våben, papirer, emblemer. Vi kørte på cykel derhen.

To mand, den ene gruppelederen, gik op i lejligheden, som lå 1. sal til venstre, mens jeg blev ude i trappeopgangen for at sikre tilbagetoget. Da der lød skrig og skrål fra lejligheden, gik jeg op for at se, om jeg skulle hjælpe. Et ældre ægtepar, som boede til højre, var på vej ud af deres lejlighed, men jeg gennede dem tilbage.

Jeg er sikker på, at Annitta Larsen troede, at jeg var hendes mand, som var på vej op ad trapperne. I hvert fald var det som om hun ville advare ham ved at lave endnu mere larm og ballade, så han vendte om. Gruppelederen slog hende med skæftet på sin pistol, en parabellum 9 mm, som gik af, uden at skuddet ramte nogen. Da pistolen ikke kunne skyde mere, den ’klemte’, løb gruppelederen ned ad trapperne.

Jeg husker synet af den lille dreng, som sad på potte i entréen. Han havde et forfærdet udtryk i ansigtet. Jeg kan huske, at han greb fat om potten, og mens han holdt potten fast på numsen, flygtede han længere ind i lejligheden.

Da jeg og det andet gruppemedlem fulgte efter gruppelederen ned ad trapperne, fulgte Annitta Larsen efter os. Min kammerat vendte sig om og skød hende i panik med sin 7.65 FN pistol. Hun blev ramt, men kunne følge efter os helt ud på gaden, før hun sank sammen.

Vi afleverede vores våben til fjerdemanden, som stod og ventede, og flygtede væk på cykel.

Det har siden stået for mig som en heltemodig gerning, hvad den kvinde gjorde den dag: Det var usædvanlig modigt af hende at forsøge at forsvare og advare sin mand.

Jeg har husket billedet af den lille dreng hele mit liv, ham og hans ansigtsudtryk, og at han flyttede potten. Jeg har tænkt, at nu er han fem, nu er han ti år osv. Det har pint mig i alle de år. Og nu er han altså tres, og pludselig så jeg ham i fjernsynet. Det var som at blive ramt af et kølleslag.

Jeg har altid anset Annitta Larsen for at være en heltinde. Hun var ikke mistænkt for noget som helst, og vi vidste ikke, at hun var tysker.

Samme aften fik vi at vide, at hun var død.

To af os blev siden afhørt, gruppelederen og drabsmanden – jeg er aldrig selv blevet afhørt. Det var aftalt på forhånd, at de skulle sige, hun var blevet likvideret. Men det var jo et ord, man kun brugte om stikkere, og hun blev i virkeligheden bare slået ihjel, for vi havde intet på hende. Han skulle aldrig have skudt hende. Det er ikke en affære, vi siden har omtalt for hinanden.

Jeg mener, at sønnen har grund til at være stolt af sin mor, og derfor vil jeg gerne have, at han skal høre min historie.”

Billede af min farmor, med min far i armen. Kort efter døde hun.

Likvideringer

Blandt modstandsfolk er likvideringer blevet kaldt ”det værste job”. Og i 1940’ernes Danmark var der ikke noget, der hed psykolog- eller krisehjælp. En del af frihedskæmperne begik efter krigen selvmord, fik psykiske problemer eller tyede til alkoholisme, mens det lykkedes andre at skabe et normalt liv. Nogle uden den mindste samvittighed, og andre med onde drømme, der stadig forfølger dem. Men var disse modstandsfolk helte? Eller var de blot koldblodige mordere?

Meningen med modstandsbevægelserne, var jo netop at beskytte Danmark og ikke mindst sig selv og sine nærmeste. De folk der blev dræbt, blev dræbt fordi man frygtede, at de ville stikke og afsløre frihedskæmpere, der med sabotager bekæmpede den tyske besættelsemagt. Det var altså folk der ikke havde rent mel i posen, der skulle ryddes af vejen. Folk der havde mere tiltro til fjenden. En heltegerning? -Ja! Men hvad gjorde man hvis de dræbte en uskyldig, fordi de ikke havde fået de korrekte oplysninger, eller hvis pistolen ved et uheld gik af? Det var der ingen der havde taget højde for. Giv en mand en pistol i hånden, og så bliver personen pludselig usårbar. Intet kan røre ham. Ikke engang hvis du begår en fejl og dræber et uskyldigt menneske. For manden var jo en helt. Han kæmpede for Danmark. Hvad gjorde en enkelt fejl eller to?

Efter krigen vedtog ledende modstandsfolk og regeringen, at der skulle lægges låg på, fordi man mente, at både familierne til de likviderede og drabsmændene var bedst tjent med tavshed. I mange familier blev drabene derfor tabu, og familierne til måske uskyldige ofre blev frataget muligheden for at få renset deres navn.

Spørgsmålet kan så være, hvor går grænsen mellem fornuft og en menneskeret?

Et er at Modstandsbevægelserne havde et par dødsensalvorlige fejl på samvittigheden, men med tiden kan dette tilgives, og man kan lære at leve med det. Men at fratage din personlige ret til at kende dine forekommeres skæbne, kan man ikke gemme væk og lægge bag sig. Spørgsmålet vil altid sidde som præget ind i din hukommelse; ”hvad skete der?”

Jeg ved ikke hvilke konsekvenser det ville få, hvis man besluttede sig for at gøre Rigsarkivet tilgængeligt for den almene borger. Jeg kunne forestille mig der nok ligger en masse, hvad nu og hvis bag en sådan beslutning. Men jeg har på tætteste hold oplevet smerten i et andet menneskes liv, fordi denne ikke var tilladt adgang til Rigsarkivet. Jeg er overbevist om at min fars liv havde været noget lettere og nok set en del anderledes ud idag, havde han bare vidst sandheden om hans mor.

Samtidig kan man sige at visse oplysninger er man bedst tjent uden. Så sandt, hvis blot man selv kunne vælge hvilke oplysninger man ønskede, og ikke ønskede. For sandheden er derude, om du vil det eller ej.

Konklusionen.

Jeg har under opgaveforløbet læst bogen ”Efter drabet”, samt set filmen ”Med ret til at dræbe”, begge af forfatteren Peter Øvig Knudsen. Det har givet mig en større forståelse for hændelserne under besættelsestiden. Men samtidighed har det sat spørgsmålstegn ved en del emner, så som regeringens magt over den individuelles ret, til en opgørelse mod fortidens spøgelser. En beslutning blev taget om at fjerne al viden omkring de dræbte; hvorfor, hvordan og hvornår. Det blev gemt godt og grundigt af vejen, iflg. Regeringen, af hensyn til modstandsfolkene, deres familier og de dræbte selv. Men et andet motiv er, mener mange, at man ikke ønskede at pille ved den danske modstandsbevægelses glorie.

Skulle modstandsbevægelsens beskidte arbejde beskyttes, til fordel for at give mennesket retten til at føre et helt liv? Det er efter min mening meget forkert, og jeg mener at der blev gjort en stor fejl der.

Sket er sket kan man så sige, men efterfølgende, burde det da ikke gøres muligt, for den almene borger, at finde frem til det skete? Sikkerhed frem for alt, det er fuldt forståeligt, men at man ligefrem skal være forsker idag, før at det kan lade sig gøre at få adgang til arkivet er, efter min mening, ganske uhørt. Mange mennesker har lidt under disse regler, omkring den problematiske adgang til Statens rigsarkiv, giv folk den mulighed for at finde deres eget jeg, ved at hjælpe dem frem til sandheden.

Kildeangivelser.

1. Bogen ”Efter drabet”, forfatter Peter Øvig Knudsen, forlag Gyldendal.
2. Filmen ”Med ret til at dræbe”, Forfatter/Journalist Peter Øvig Knudsen.
3. Avisartikler i henholdsvis: Berlingske Tidende, 2sektion, 5.november 2003. Dagbladet/Frederiksborg Amts Avis, 3sektion, 15.november 2003.
4. Per Juul Larsen, søn af likvideret.
5. Dokument skrevet af Holger Danske mand (jvf. Side 3.) https://www.pjlarsen.dk/milan/kill2.html

Danskopgave

Emne: ”likvideret 17.feb 1945

Forfatter: Lise Larsen

Kritik:

Redegørelse for emnevalg og –afgrænsning.

Redegørelsen for emnevalget, som er af personlig art, er udmærket. Måske ville det være at foretrække at give emnet en mere overordnet betegnelse, feks. Stikkerlikvideringer.

Formulering af problemstilling.

Klart formuleret i indledningens slutord.

Sagsfremstilling.

Jeg synes at du griber sagen godt an, idet du breder din helt personlige ”erfaring” ud til en mere almen problematik, brevet som dokumentation finder sig velplaceret.

Opstilling af konklusion.

Gennem din opgave når du frem til en nuanceret konklusion på spørgsmål om adgang til rigsarkivet.

Formulering af egne synspunkter.

Fint.

Kildefortegnelse.

Synes relevant og rimelig i omfang.

Tilrettelæggelse.

Opgaven veldisponeret

Sætningsdannelse.

I det store hele er sætningssammenhængen god.

Specielle kommentarer.

Enkel, men sigende forside, pænt layout.

Vurdering af besvarelsen som helhed.

Du har skrevet en lidt utraditionel danskopgave, idet den har en personlig baggrund-det er der nu ikke noget galt med. Emnet er forøvrigt meget aktuelt, jeg tænker her på Søren Faulis nye film, der i høj grad synes at have samme fokus som din danskopgave.