Som fortsaættelse af artiklen i nummer 5-9 kan jeg her fortælle om den videre udvikling af svæveflyvningen i Danmark under, eller jeg må hellere sige, i starten af 2. Verdenskrig. Efter at vi havde haft den dramatiske afslutning af vores flyvning i Værløse, så stod vi der, vi var ikke meget for at skilles, efter al den tid, vi havde tilbragt sammen i Værløse og pa værkstedet. Vi blev da enige om at mødes en gang om ugen pa værkstedet. Det beholdt vi, for vi var begyndt pa at bygge en Grünau Baby. Vi var ikke kommet så langt med den, for der havde ikke været penge til materialer, men nu hvor der ingen udgifter var til flyvningen, brugte vi det, vi kunne undvære til køb af materialer og hjælpeværktøj. I den første tid gik det meget fint, men lidt efter lidt faldt der først den ene fra, og så fulgte der en anden.En dag kom der et brev til os fra Dansk Svævelflyver Union. Det drejede sig om, at der var tildelt os 4 fripladser på en flyveskole i Tyskland. Disse tilbud var givet Unionen fra den tyske Svæveflyver Union. Det var sådan, at der skulle to til Wasserkuppe, og to til Hornberg. Det var sådan, at vi ikke selv kunne bestemme, hvor vi ville hen, så vi måtte vente og se.hvor vi nu kom hen. Vi var så heldige. at vi var fire, som ikke havde noget arhejde i øjeblikket, så vi meldte os. Der gik ikke ret lang tid, inden vi fik så besked om, hvornår vi kunne rejse. Jeg kom med min kammerat til Hornberg, det ligger i de Sväbiske Alper, sydøst for Stuttgart. Denne skole var tidligere en skole til videreuddannelse, hvor man kunne tage ,.C" og guld "C". samt motorslæb, og hvad der nu kunne være. Skolen var nu en uddannelsesplads for piloter. Det var sådan, at alle, der skulle være pilot måtte gennemgå en skoleuddannelse i flyveteknik. Skolens beliggenhed var ganske ideel, sådan lige som man ønskede det. Den la ca. 1500 meter oppe . med en meget stejl vesthang. De andre sider var ikke sa stejle, men alle beklædt med lav krat. Øverst var der et plateau, som var sa stort, at der kunne anlægges startbaner. Der var da bygget en stor bygning med sovesale oe værelser samt kækken og kontorer og klasseværelser. Ved siden af bygningen var der flere hangarer. Rejsen derned foretog jeg allene. Da min kammerat først ville komme et par dage senere. Vi havde fået en masse papirer fra D.Sv.U., som bekræftede vores ophold, samt papirer for gennemrejsen.Da jeg kom til Hamburg, måtte jeg vente til næste dag. Jeg gik da rundt og så på byen. Der var en ølstue lige i nærheden, hvor jeg var, jeg gik ind og satte mig. Da jeg havde siddet lidt, kom der en dame hen til mit bord og spurgte om hun måtte sætte sig. Jeg sagde, at hun var velkommen. Af hendes påklædning kunne jeg se at hun var sigøjner, de har jo deres egen klædedragt. Det varede heller ikke længe, før hun spurgte mig om hvor jeg kom fra, og efter dette spurgte hun, om hun måtte se min hand.

Hun ville fortælle mig om fremtiden. Jeg havde ikke prøvet det før og syntes det lød meget interessant. Efter et stykke tid sagde hun så: "Du skal snart ud og rejse, og det bliver sydpå, og du vil opholde dig højt oppe". Hun kunne ikke sige, hvad det var, jeg skulle foretage mig, men et ville hun dog fortælle. Jeg skulle passe på, jeg ville komme ud for et uheld, som jeg ville komme hurtigt over.

Mere ville hun ikke fortælle Jeg spurgte hvad det kostede. Det kostede ikke noget, men hun kunne godt drikke et glas øl, og det fik hun så, og kort efter forsvandt hun. Næste dag fortsatte jeg sa rejsen sydpå. Selve rejsen gik udmærket, men meget langsomt, og meget ofte kom der militær ind og skulle se papirer, og hele tiden blev jeg spurgt om hvad jeg skulle der. Jeg kunne ikke andet end vise dem mine papirer. Allerede på så tidligt et tidspunkt var der sat plakater op med "Feind hör mit", og det var som, man ikke rigtig hørte med til alt dette, og hvor man følte sig udenfor alt dette, ja, vi danskere har vores egen mentalitet, og den ligner ikke tyskernes.Endelig nåede jeg Stuttgart, hvor jeg skulle skifte til en lille bjergbane, som kørte mig til en by som hed "Swäbisk Gmund". Det var en rigtig gammel bjergby med et springvand pa torvet, som var byens samlingspunkt. Jeg skulle igen skifte til en bus, som ville køre mig det sidste stykke vej op til skolen. Det sprog, som der blev talt der, var volapyk for mig, men alt kan klares med fingertegn.

Da jeg nåede skolen var det allerede mørkt, men jeg blev da skrevet ind og fik tildelt et værelse, som jeg skulle dele med min kammerat. Det lå oppe pa 1. sal med en skøn udsigt over hele pladsen. Alle andre elever, som var på skolen sov I sovesale, men vi var jo gæster og blev behandlet som sådan ved, at vi fik vores eget bord, mens de andre elever sad ved lange borde. Den forskelsbehandling mærkede vi ikke meget til, selv ikke fra lærerne. Vi havde fået nogle retningslinier at gå efter, og det var morgenmad kl. 7.30 og at være på skolen kl. 8.00. Vi var fritaget for al gymnastik og morgenparade og ellers hvad pligter andre havde. Vi kunne så hellige os flyvningen. Der var to timers teori hver dag og nogle dage gennemgik vi hangarerne. Vi fik de mange forskellige maskiner at se samt de startmetoder, som de brugte. Efter skolen startede vi så på flyvningen, som varede til kl. 16.00. Selvfølgelig var der pause til frokost. Den blev indtaget på kasernen, og efter denne fortsatte vi vores gøremål. Som det første skulle de se, hvor meget vi kunne, og der skulle sa tages stilling til, hvad gruppe vi skulle anbringes i. For mit vedkommende blev jeg sat over til flyvning med Grünau Baby, som skulle startes med spil.

Selve undervisningen var god. Hvad vi lavede af fejl blev påtalt, og det var bare at rette sig derefter. Det var noget af den tyske grundighed, der kom frem, og nogle gange glemte de, at vi var gæster; sådan at forstå, at vi også fik en opsang, hvis den var berettiget. En af dagene blev vi sat over til at flyve med gummitov. Det var en speciel indrettet startbane, hvor planet var låst fast og kun kunne udløses med et greb. Det foregik pa den måde, at 6 eller 8 mand løb ned af hangen i hver sin side, og når de ikke kunne trække mere, blev maskinen udløst. Starten var med et enormt pres i ryggen, og vi var ude over hangen med det samme og kunne gå op. Man svingede straks til højre, når man kom ud, for at kunne få fat i opvinden. Vi øvede os hele tiden i starter og landinger, og senere gik man et kort stykke tid ud over hangen. Disse ture blev længere og længere, indtil jeg havde fået de timer, jeg havde behov for at erhverve "C", som vi bare fik udleveret, når vi rejste. Efter at vi havde spist om aftenen, gik vi rundt og nød de skønne omgivelser, men det blev gennemgående ikke til så meget, for vi var godt trætte efter dagens gøren.Mit møde med denne sigøjner kom alligevel til at spille ind. Det skete pa følgende måde.! Vi havde et uheld med det store spil, Et af forhjulene gik af, så vi var nødsaget til at stoppe og få maskinen bugseret hjem. Vi var jo 6 på hvert hold, så det blev til, at vi fik en jernstang igennem ved forhjulene, og vi kunne da skubbe den hjem. Det gik ganske langsomt, da den jo var ret tung. Vi gik to forrest og løftede den oppe, medens de andre skubbede bagpå. Da vi var nået ud midt på startbanen, ser vi, at der er en motormaskine, der er ved at trække et plan op. Vi regnede med, at kontroltårnet havde set os og havde stoppet maskinen, men der var ingen kommunikation med maskinen, så den fortsatte direkte mod os. Vi kunne så se, at vi kunne ikke få spillet så hurtigt væk, så der blev råbt, at vi skulle slippe og løbe væk. Jeg nåede ikke at få hånden så hurtigt ud, inden den sank ned i den side, hvor jeg gik. Det forårsagede, at jeg fik huden og neglene revet af, men væk kom jeg. Nogle sekunder efter ramte maskinen spillet. Den var kommet så højt op, at det var hjulene der blev revet af, men klarede at fortsætte med maskinen, han havde på slæb. Da han så gik ned måtte han foretage en mavelanding, som dog ikke gik sa godt, da han stod på næsen. Piloten fik nogle skrammer, men ellers klarede han den uden større men. Jeg var så inde og få ordnet hånden i lægevagten, -fik en forbinding på, så jeg kunne fortsætte. Desværre havde vi to tilfælde, hvor der kom to unge mennesker af dage, fordi de ikke nåede at komme ind pa pladsen, men fløj ind i siden. Hvorfor det skete, kan jeg ikke sige. Jeg var så færdig med skolen og havde et par dage, hvor jeg tog ned til byen og så på den, og ellers var det det bare at komme hjem. Jeg fik ikke fløjet mere i de næste 50 år, indtil jeg fik min første start ØSF.

Det var mærkeligt at opdage, at man ikke havde glemt at sidde bag pinden. Det er ligesom, når man lærer at cykle, så kan man det resten af livet, og sådan er det altsa også med flyvning. Dog skal jeg sige, at starten og landingen skal man lære igen. Husk, at de maskiner vi fløj med dengang skulle have meget mere ror end de nye i dag.

Ja! det var en lille beretning om tiden den gang. og sa vil jeg slutte for i dag.