fra 1955 til 1957.

Jeg startede i 1952, da jeg fik indkøbstilladelse til at købe en vogn, der skulle visse baggrunde til for at få en sådan, men min ven og jeg var heldige at komme igennem nåleøjet.

Da jeg arbejde free lance for Skandinavisk Motor, blev det til at jeg købte en Volkevogn.

Jeg boede i Lyngby, og fik service på vognen hos en VW forhandler der, jeg kom en dag i snak med en af mekanikkerne, og han foreslog mig at køre Orienteringsløb, det besluttede jeg mig da til, og meldte mig ind i A S K- Automobil Sports Klubben. Så kom der gang i den, der blev næsten kørt løb hver lørdag, var det ikke den ene klub, så var det den andender arangerede et løb. I starten havde jeg ikke nogen at køre med, så måtte min kone Inger træde til, selv om at hun lige havde fået kørekort , hun kunne ikke læse kort, så hun skulle køre, det var en god læreplads, det har også vist sig senere hen i livet, at hun ved hvordan man kører. Min ven Bent gik senere ind som observatør, men holdt op efter kort tid, det intereserede ham ikke. Jeg havde nu lært en del mennesker at kende, så der var altid nogle som vilde med. I 1954 kom der nogle forhandlinger i gang med Roskilde Byråd, om at leje Grusgraven som lå inde midt i byen, og som kun lå hen som et vildt område, der blev så oprettet et lejemål på 10 År, hvori der stod at man havde tilladelse til at oprette en motorbane. Det gik man så igang med og banen åbnede i 1955, som grusbane, den var 674 mt. Lang. Det viste sig da vi begyndte at køre på den, blev der smadret Forruder hver gang på grund af stenslag, som kom ved udskridning i svingene, det var sådan at ens forsikring dækkede ikke disse skader så det var ret dyrt.Derefter blev der taget stilling til at banen skulle asfalteres, og det blev den i foråret 56. Der kom da besked fra klubben, at alle der havde lyst kunne køre der hele ugen, hvis de havde tid, det betød meget at banen blev kørt til, så jeg tilbragte mange timer, når jeg havde tid.En dag fandt de ud af at der skulle køres et Dameløb, og et par dage før kørte Inger , og Sonja Lauersen på banen for at træne, pludselig mistede Sonja kontrollen over bilen , det var en åben Ford, kørte op ad skrænten, væltede om på siden, og hun kom i klemme, og fik forbrændinger af kølervandet, samt et brækket ben, og en hofteskade, nu var det så nemt at hospitalet lå ved siden af banen, så vi kunne hurtigt få hende indlagt, det blev ikke til noget Dameløb i denne omgang

Dem som jeg kørte sammen med var Voigt Nielsen som også kørte Volkevogn, og så var der Elo Sørensen som kørte i en åben B M V. der var Andreas Geil som jeg ikke kan huske hvad han kørte i, derefter Gunnar Henriksen, også kaldet Vognmanden,og så havde vi Robert Nelleman, jeg tror at han kørte Ford, det er lige hvad jeg kan huske nu. I de forskellige klasser, der var 3 startede vi gerne 5 til 6 vogne ad gangen. Inde på midten af ringen var der oprettet en ryttergård, hvor vi kunne stå og ordne det der nu var nødvendit, for mit vedkommende, som skulle bruge vognen næste dag, var jeg nød til at have en mekanikker til at hjælpe med at afmontere Sæder.- Lygter--Dynamo, alt for at gøre vognen lettere, samtidig havde jeg fået sat stålskiver under ventilerne, som gjorde at den lukkede hurtigere, og at min topfart kunne komme op på 125 km.i t i 3 gear, for det var ikke til at komme op i 4, man skulle have omdrejninger på for at kunne følge med. Jeg fik aldrig nogen støre præmie, da jeg ikke turde tage nogen chanser, for som sagt jeg skulle køre næste dag.I slutningen af 56 holdt jeg op med at køre på banen, jeg havde dengang banelicens, og det fik man hvis man kunne køre en omgang under 1 minut. Det var sådan at kørte du under 1 minut holdt dine dæk kun to gange, de blev vendt, kørte du over 1 minut, så kunne du køre fire gange, et løb var gerne 6 til otte omgange.

Jeg ansøgte da om International licens, og det fik jeg så, dette skete grundet på at jeg arbejdede for S.A.Andersen,han var optikker, jeg lavede hans reklamer i forretningen.En dag spurgte han mig om jeg ikke kunne træde in for hans 2 driver, da denne var blevet syg, og det skulle være et Performan test for Mobbil Oil, det skulle køres i Sverige, det ville tage 8 dage, det sagde jeg ja til, og det var dertil at jeg fik internation licens. Vi kørte også en førsteplads hjem, bilen vi kørte var en blå Citroen ID 19, den var toptunet på fabrikken i Sydhavnen.efter den tur kørte jeg flere Rally , der var et Europa rundt , 2 gange i Dk. Og to gange i Norge, den ene gang kørte jeg selv som 1 driver. Af internatiole baner har jeg kørt på Nürburgring, og Zandvoortbanen i Holland,og ellers de første Viking rally, som blev afholdt herhjemme, da jeg nærmede mig de 50 fandt jeg at det var tid til at stoppe, og især efter 2 uheld, hvor bilen blev smadret, og særlig efter at jeg havde købt en ny hvid DS 19, sagde jeg stop. Jeg kørte stadig til det sidste for Citroen.

Ja det var lidt om mit liv indenfor Racersporten.