Beretning af 19.4.2004 fra Holger Danske-mand, født sept. 1926, om drabet på Annitta Larsen den 17. februar 1945:

”Vi var fire mand på opgaven, alle under afdeling ’Eigil’. Den ene af os var uerfaren og blev sat til at holde vagt nede på vejen. Opgaven var at undersøge Annitta Larsens mand, men vi havde intet konkret at gå efter, skulle blot undersøge lejligheden for våben, papirer, emblemer. Vi kørte på cykel derhen.

To mand, den ene gruppelederen, gik op i lejligheden, som lå 1. sal til venstre, mens jeg blev ude i trappeopgangen for at sikre tilbagetoget. Da der lød skrig og skrål fra lejligheden, gik jeg op for at se, om jeg skulle hjælpe. Et ældre ægtepar, som boede til højre, var på vej ud af deres lejlighed, men jeg gennede dem tilbage.

Jeg er sikker på, at Annitta Larsen troede, at jeg var hendes mand, som var på vej op ad trapperne. I hvert fald var det som om hun ville advare ham ved at lave endnu mere larm og ballade, så han vendte om. Gruppelederen slog hende med skæftet på sin pistol, en parabellum 9 mm, som gik af, uden at skuddet ramte nogen. Da pistolen ikke kunne skyde mere, den ’klemte’, løb gruppelederen ned ad trapperne.

Jeg husker synet af den lille dreng, som sad på potte i entréen. Han havde et forfærdet udtryk i ansigtet. Jeg kan huske, at han greb fat om potten, og mens han holdt potten fast på numsen, flygtede han længere ind i lejligheden.

Da jeg og det anden gruppemedlem fulgte efter gruppelederen ned ad trapperne, fulgte Annitta Larsen efter os. Min kammerat vendte sig om og skød hende i panik med sin 7.65 FN pistol. Hun blev ramt, men kunne følge efter os helt ud på gaden, før hun sank sammen.

Vi afleverede vores våben til fjerdemanden, som stod og ventede, og flygtede væk på cykel.

Det har siden stået for mig som en heltemodig gerning, hvad den kvinde gjorde den dag: Det var usædvanlig modigt af hende at forsøge at forsvare og advare sin mand.

Jeg har husket billedet af den lille dreng hele mit liv, ham og hans ansigtsudtryk, og at han flyttede potten. Jeg har tænkt, at nu er han fem, nu er han ti år osv. Det har pint mig i alle de år. Og nu er han altså tres, og pludselig så jeg ham i fjernsynet. Det var som at blive ramt af et kølleslag.

Jeg har altid anset Annitta Larsen for at være en heltinde. Hun var ikke mistænkt for noget som helst, og vi vidste ikke, at hun var tysker.

Samme aften fik vi at vide, at hun var død.

To af os blev siden afhørt, gruppelederen og drabsmanden – jeg er aldrig selv blevet afhørt. Det var aftalt på forhånd, at de skulle sige, hun var blevet likvideret. Men det var jo et ord, man kun brugte om stikkere, og hun blev i virkeligheden bare slået ihjel, for vi havde intet på hende. Han skulle aldrig have skudt hende. Det er ikke en affære, vi siden har omtalt for hinanden.

Jeg mener, at sønnen har grund til at være stolt af sin mor, og derfor vil jeg gerne have, at han skal høre min historie.

Peter Øvig Knudsen