< KRIGS EPISODER >
EPISODE 1
Det var onsdag formiddag, solen skinnede selvom det var i Oktober md.,jeg sad ude på pladsen, for sirenerne havde lydt for en time1 siden, det var sådan at maskinerne nok var fløjet til Berlin, og de var på vej tilbage. Det store skyts på Heiligen Geitsfeld var begyndt at skyde, det der undrede mig mest var den måde de skød på, nok havde jeg oplevet mange overflyvninger, og der blev skudt på dem, men her skød de ikke op i luften, men hen over tagene.
Der hvor jeg sad, det var på ruinerne af et udbombet hus, og foran mig var der en stor åben plads,og i den ene side af pladsen var der rejst et af krigens store bygninger, en Bunker, det var et af de sikreste steder at opholde sig ved et luftangreb, den var på 4 etager, med kun en indgang, som var lavet som en sluse, med et stort rum, inden man kom til de store jernporte, der førte ind til bunkeren, den var indrettet i rum ikke så store, der var ikke noget indventar i den forstand, enkelte steder var der træbænke til ældre, tæpper var der ikke noget af, det måtte man selv have med. Medens jeg sad der og fulgte denne mærkelige skydning, hørte jeg lyden af en stor bombemaskine, og nu forstod jeg, at det var den de skød efter, og medens jeg sad der dukkede den pludselig op over hustagene for enden af
pladsen. Den var ikke højere end ca' 100 mtr. oppe, og vel 150 mtr, fra mig, og retningen var lige mod mig, det var ligesom en anskudt fugl, højre motor gik for fuld kraft, venstre indermotor for 1/2 kraft, og
de to andre var holdt op. Jeg var sikker på at den kunne ikke komme op igen, og var nødsaget til at falde ned her på pladsen. Efter hvad jeg kunne se var der to tilbage i maskinen, de var vikke sprunget ud, der var piloten, og så en skytte, eller måske anden piloten, og at se, ville de sælge deres liv så dyrt som muligt. Under indflyvningen blev der skudt med deres maskingevær, man kunne se mundingsilden komme ud fra vingerne, det tog ham vel et minut fra jeg så ham, til han var over tagene, 0g på den korte tid han kom over tagene, og kunne se pladsen, ramte han et Hestekøretøj, hvor kusken blev ramt, da jeg så dette, var det bare at komme i dækning, jeg viste at sikkerheden var i den store bunker, det var vel 50 mtr. fra mig, og over til indgangen, hvorfor jeg ikke gemte mig bag muren, kan jeg ikke sige i dag, men i stedet løb jeg, jeg har aldrig løbet så stærkt før, for at komme i sikkerhed, og medens jeg løb, sprang den ene kugle efter den anden omkring mig, jeg kunne ikke høre dem, men jeg så opslagene af dem alle, det var små fontæner af grus der stod op ved hvert nedslag, jeg nåede i sikkerhed, dog ikke ind i bunkeren, der var lukket, men måtte opholde mig i slusen, jeg var alligevel så nysgerrig for at se hvordan det gik med maskinen, den var kommet længere ned måske 30 mtr. ,og havde direkte kurs mod en beboelsesejendom, og den fløj også direkte ind i midten af den, der skete da en enorm eksplosion da den ramte, og huset sank i grus, kort tid efter blev alarmen afblæst.
Det var en episode som jeg sent vil glemme, og det at vide , at de to piloter kun havde et minut tilbage af deres liv. Dengang tænkte man ikke så dybt over det hele, det var jo en dagligdags begivenhed, og lever man i den atmosfære bliver man påvirket af den.
EPISODE 2
Det var igen omkring middagstid, det var det nye sted Fa. havde åbnet efter bombardementet, der var vel gået omkring 2 md. siden da, det var nede ved havnen, kun 5o mtr. havnebassinet. Så lød sirenerne igen , og på den tid om dagen at flyve ind, betød at det var os det gjaldt denne gang. Jeg tog min cykel og kørte til den nærmeste bunker, det viste sig at være den samme som jeg var i sidste gang, de lå jo ikke så tæt . Den unge mand som var kommet til at hjælpe os ville ikke med, han mente ikke det var vær at tage så langt, han havde heller ikke nogen cykel..
Da jeg kom til bunkeren var der ikke ret mange mennesker, men det varede ikke ret længe før det strømmede ind med kvinder og børn, og de fortalte at angrebet var sat ind mod havnen. Bomberne begyndte at falde tæt omkring os, og de så sig nødsaget til at lukke bunkeren, det varede tre timer før vi fik lov til at komme ud, og alarmen blev blæst af..
Klokken var nu blevet omkring 15.00, og jeg gav mig afsted til havnen, køre kunne jeg ikke, for overalt flød det mursten og huse der var styrtet sammen, enkelte steder brændte det endnu, det tog sin tid at komme ned mod havnen, for tit måtte jeg gå en omvej for at komme frem, da jeg drejede om et hjørne var der en masse mennesker samlet, for der arbejdede et redningshold , der var i gang med at redde de levende som var tilbage, det viste sig at en af de gamle rørbunkers, so var gravet ned, havde fået en fuldtræffer lige midt i røret , så efter hvad jeg kunne se, var der ingen overlevende. Redningsfolkene havde nogle lange jernstænger med en krog i enden, og den kastede de ind i røret, selvom det var fyldt med brokker, og fik krogen fat i noget, trak de det ud, de havde med sig en masse låg, det lignede kistelåg, og deri lagde de menneskedele som de fik ud, og der blev sagt til de omkringstående om der var nogle som kunne kendes ved tøjet eller andet , for det var jo kun dele af de dræbte som de fik ud. Jeg blev der ikke ret længe, det var meget svært at se på. Da jeg kom ned til firmaet, var der også faldet en bombe der, ikke direkte i butikken, men lufttrykket havde fororsaget en mængde ravage, jeg spurgte om der var nogen som havde set den unge mand, jeg kan ikke huske hvad han hed, for jeg havde kun været sammen med ham i 2 dage. Jeg fik så at vide, at han var gået hen for at finde et sted hvor der var mere sikkert, han var gået omkring hjørnet, og i det øjeblik faldt der en luftmine, og dræbte ham på stedet . Hele den dag havde gjort mig dårlig.
EPISODE 3
Da mit Firma var udbombet. 0g selvom de var i fuld sving med at gøre det i stand til at at sælge varer igen, måtte jeg have noget at bestille, der skulle bruges penge til at leve for . Min nabo hed Hartmann, og havde før et fa, som forhandlede alt indenfor Lister, men storangrebet på Hamburg forårsage også at hans firma blev tilintetgjort, og han spurgte mig om jeg ikke ville hjælpe ham at bygge det op igen, grunden havde han, det var også i Altona, kun et par gader fra hvor vi boede. Det skulle jo ikke være som før, kun et stort rum hvor han kunne have sine lister, det gik jeg så ind for, han havde fået en del penge fra staten til at bygge noget op for igen.
For at komme til den episode som jeg her vil fortælle om , skal jeg ige fortælle, at han var heldig at få en WAGGON , d.v.s. en jernbanevogn fuld af assorterede lister, og den skulle tømmes inden for kort tid, altså i løbet af et døgn, nu var det så uheldig at Hartmann ikke var hjemme på det tidspunkt, men jeg fik besked af hans kone.Det forholdt sig således at jeg skulle henvende mig på en plads hvor der var russiske krigsfanger, disse fanger var taget for de flestes vedkommende i Ukraine, det var mennesker der var i stand til under normale forhold at kunne tage fat. men de fem mand jeg fik udleveret var i så dårlig fysisk stand, at man sagde til sig selv, det er umuligt, jeg havde ikke før været i så nær kontakt med de mennesker, så jeg forstod det ikke. Til den tyske soldat som kom med dem, og hvor jeg skulle kvittere for at have modtaget disse mennesker, og stod inde for at de kom tilbage, og ikke flygtede. Jeg fortalte på kontoret at jeg var ikke tysker og kunne ikke stå inde for dem, der var ikke noget at gøre skulle jeg have dem måtte sætte mit navn.
Der var ikke så langt at gå for at komme hen til jernbanen, og i mellemtiden prøvede jeg om jeg ikke kunne komme i kontakt med dem, der var kun en som kunne forstå en lille smule, samt nogle fingertejgn, jeg havde også skrevet under på at de skulle være tilbage kl. 16.00, men det var et forfærdeligt syn at se disse 5 Russere traske hen af gaden, lange frakker havde de på, nogle gamle huer som var slået ned, foruden var to af dem fyldt med sår, og vand havde de ikke set i mange dage så det var et ynkeligt syn.
Undervejs prøvede jeg at forklare dem at jeg ikke var tysker, at jeg var " Danoar ", og jeg ville hjælpe dem så godt jeg nu kunne, mad havde de ikke fået ret m,eget af, kun en kop suppe, kogt på Hund eller Kat, og så kun et krus pr mand. Jeg havde ikke noget jeg kunne give dem , jeg viste ikke hvad jeg gik ind til, jeg kunne ikke lade dem være alene, da jeg jo havde ansvaret for dem. Jeg fandt så den Jernbanevog som træet var i, og da vi fik den åbnet, viste det sig at den slet ikke var i bunter, men alt smidt ind mellem hinanden , så dett var bare at smide alt ud på vogn som stod der, transporten videre havde jeg ikke noget med at gøre, det gik ikke så hurtigt, men da de var 5 mand, og da vi om kring 13.00 tiden var vi færdige.
Jeg skulle ikke aflever dem før kl. 16.00, så jeg fandt ud af, at jeg ville give dem noget at spise, vi var ikke så langt fra hvor jeg boede, så jeg tænkte at vi går hjem, det vakte ret meget opsigt at komme gående med disse fanger. Da vi så endelig kom hjem, anbragte jeg dem i kælderen, jeg turde ikke tage dem med op i huset, der var et kontor på 1 sal, som udlejede Ugeblade, og der var tysk personale, jeg fik forklaret dem at de skulle være stille, jeg gik så op og smurte en masse mad, det var jo begrænset hvad jeg havde, men bare det at få rugbrød med smør, var egentlig nok, men jeg havde noget pølse,sam mælk , jeg gik så ned med det til dem, i skulle have set et syn, det var som at5 fodre vilde dyr, og i løbet af kort tid var det hele spist, Jeg forklarede dem så at vi skulle tilbage, og jeg kunne ikke gøre mere for dem. Da vi kom til lejren, fik jeg afleveret dem, og kvittering for at jeg havde afleveret dem. Da jeg gik vinkede de til mig, og jeg forstod deraf at det havde været en god dag for dem,da jeg kom udenfor, sagde jeg til mig selv, at jeg ville ikke hente krigsfanger mere.
Det hrlr fik et efterspil, jeg blev kaldt ned på kontoret,, Indehaveren ville tale med mig, det var egentlig ham som ejede ejendommen, og han var nazist, og han sagde at det var kommet ham for øre,at jeg havde taget nogle Russere ind i hans hus, jeg sagde at det var rigtigt, og svarede ham at jeg kunne ikke lade dem stå udenfor uden vagt, så jeg måtte låse dem inde i kælderen, til jeg havde givet Firmaet besked . Jeg fik en reprimande, og slap med skrækken.
BOMBER OVER HAMBURG !
Det var i slutningen af august 1943, det havde været en virkelig skøn dag med solskin hele dagen, aftenen før havde vi lavet syltetøj i glad, vi havde fået en henkogningsmaskine, så de stod alle nede på gulvet, vi havde ikke boet der så længe endnu, jeg tror vi flyttede ind da vi blev gift, det var den 11 Februar, vi havde fået købt en del møbler, så der så -egentlig pænt ud. Vi gik i seng ved 11 tiden, det var sådan på det tidspunkt, kunne vi ikke tage tøjet af om natten, da der var alarm hver aften, så vi lagde os gerne med tøjet på, så vi hurtigt kunne komme op, foruden vores lille kuffert med vores papirer, som vi altid havde med os.
Her en beskrivelse af hvor vi boede på daværende tidspunkt, det var i udkanten af det gamle Altona, der var ligesom at den gamle bydel lå udenfor Hamburg, sådan at forstå, at der var en del grønne områder fra bymidten og så til hvor overgangen af Altona begyndte og det var i dette område vi havde fået en lejlighed, det var i en Villa, total i 3 etager, hvor vi beboede den øverste, det var sådan at ud mod gaden havde vi skråvægge, med to vinduer, det var en art kanapper, ikke ret store, ud til gården, var der almindelig højde i stuerne, Vi havde tre værelser, 2 stuer, et soveværelse, og et lille køkken, korridor var der ikke, for trappen gik helt op og afsluttede i en lille afsats, vor der var adgang til toilettet. Når vi så ud af vinduerne kunne vi se over på en stor Kirkegård, det var en gammel nedlagt jødisk begravelses plads, så det var en legeplads for børn, og 100 mtr. fra os til højre var der bygget et b¢rnehjem, til børn, hvor deres moder var på arbejde, ligesom vi i dag har børnehaver, Der var meget stille i huset, da det kun blev brugt om hverdagen, og at det var kontorer, hvor der sad tre damer, så det var et rart sted.
Vi går tilbage til august d. 23, i 1943, vi var da faldet i søvn, for vi vågnede da kl. var omkring et tiden, at der var forvarsling, jeg stod op og gik ind og tændte for radioen, nu var det så fint at vi kunne modtage radio meddelelser over telefonen,, og de kunne ikke aflyttes af fjenden, det var i dette tilfælde bombemaskinerne. der gik heller ikke ret lang tid inden der kom rigtig alarm, vi var ikke gået nogen steder, for nu havde der hver aften været alarm, uden at der skete noget, så vi tænkte at vi kunne ligeså godt blive hjemme. Der gik ikke ret mange minutter, før de f¢rste bomber faldt, og når jeg så ud af vinduet, kunde jeg se afmærkningen af det bombeområde som der var udtænkt, det var sådan at der blev kastet af de første jagere nogle lysbomber de lignede juletræer, de blev også kaldt Weinacht-Baume, lige efter de er kastet følger de store bombemaskiner, og de laver da det der hedder fladebombardering, det var anden gang det blev prøvet i tyskland, 1 gang var Køln, og så Hamburg Vi fandt det ikke ansvarlig at gå til nogen Bomber, da der var for langt, så vi gik så ned i kælderen, vi var lige kommet derned da der brød et helvede løs, bomberne regnede ned rundt om os, pludselig kom der et enormt brag, alting rystede, kalken faldt ned fra loftet., det viste sig at der var gået en Luftmine ned i Børnehjemmet på kirkegården, og det var den som forårsagede den ravage, vi anbragte os tæt op ad skorstenen, da jeg viste at den blev altid stående, da i de fleste tilfælde. Der gik ikke mange minutter før vi hørte hestetrampen, der var en heste stald i nabohuset, det var en vognmand som boede der, og han havde 4 Heste, de havde revet sig løs, og kom løbende op af vores indkørsel, og da der efter bomben var faldet var alting åbent, ingen døre og vinduer, og helt fri udsigt til det oplyste helvede, det var allerede begyndt at brænde rundt omkring os, og vi var bange for disse Heste, om de skulle komme ned til os, men det varede ikke ret længe in de var løbet væg. Det var da pludselig et lille opholdsrum i bombningen, så vi løb hen i et af de store huse, som lå på hjørnet, først gik jeg op i lejligheden, det var et forfærdeligt syn, ydervægen i den ene side gabede 75 cm. ud fra huset, hele loftet i soveværelset var faldet ned over sengene, det sad kun fast i den ene væg, det var et af de gamle lofter, der var lavet i lærred, var vi blevet liggende var vi blevet begravet af loftet, jeg fik fat i vores kuffert, og skyndte mig ned, og vi løb ud på gaden, der mødte os et frygteligt syn, hele børnehjemmet stod i lys lue, og henne på hjørnet brændte taget på en 4 etagers ejendom. Da vi kom derhen var der en del mennesker samlet, de mænd der var der var allesammen ældre. Vi fik Kvinderne, samt børnene anbragt i Skole som lå lige ved, derinde fik jeg en stålhjelm, og en økse, og fik besked på at gå op i hjørnehuset, modsat det der brændte, og der skulle jeg rive alle gardinerne ned, da de flagrede ud af de tomme ruder, alt var jo røget af lufttrykket, det var frygteligt at skulle rive det ned, men der var ikke andet at gøre, da jeg havde fået revet det meste ned, løb jeg tilbage til hjørnet, der var kommet flere mennesker, og man kunne nu se hvordan ilden trængte ned i de forskellige etager, og hvergang gulvet var brændt igennem faldt kakkelovnene ned til næste etage. I løbet af to timer var huset brændt ned, vi løb da tilbage til huset, for at se om vi kunne få noget tøj med os. Ude i gården stod en lille vogn, en som man kan sætte bag på en cykel, i den smed vi en kuffert, og nogle småting. Vi ville nu se om vi kunne komme ned til den gamle bydel i altona, men det var ret svært, da det brændte rundt om os, Kirkegården, var et godt sted, da der var så åbent, så varmen var ikke så slem der. Der så da ud til at være et sted hvor vi kunne komme igennem, det var kun murbrokker man gik i, foruden det forfærdelige at man kunne se ind i de udbrændte huse, samt kældere, og der kunne man se døde mennesker, som var brændt ihjel, af og til kom der et dyr løbende. Man kunne se på husmurene at der var sprøjtet fosfor ud. I mellem tiden var klokken blevet henaf otte, da der lød alarm igen, vi snuppede kufferten og løb ind i en gang, for at være i sikkerhed, det varede ikke så længe, men da vi kom ud var trækvognen stjålet, så vi måtte slæbe kufferten videre. Mine sko var fuldkommen stive i sålerne, det kom sig af at gaden, brostenene var så varme, så sålerne var helt stive af varmen.- Vi kom endelig derhen hvor vi skulle, de havde været heldige, og var ikke ramt. Det var nat i Hamburg her dagen efter, først ved fire tiden begyndte det at lysne, det forfærdelige var jo at der var ingen vand, lys, gas, eller nogen fornødenheder, folk måtte hænge tæpper for vinduerne, de var næsten gået allevegne, på grund af lufttrykket.
Næste dag prøvede jeg alene at komme igennem til mit Fa, det tog mig tre timer at komme igennem alle de nedstyrtede huse, der fyldte langt ud på gaden, og sådan at der var ikke nogen gade, den var helt fyldt op. Da jeg kom derhen, viste det sig at det var helt udbrændt, der stod kun mureren, der var dog alle etage adskildelserne. Jeg gik derind og ned til miot skab i kælderen hvor jeg havde nogle af mine ting. Jeg havde en skydelære med fra Danmark, det var en jeg havde fået fra min fader i U.S.A. , den lå der, men som en rusten klump, helt forkullet, mit tøg var der ikke noget af, kun aske.Der var to mennesker der døde derinde den nat, man fandt dem i Elevatoren, hvor de havde søgt tilflugt. Udenfor på vægen hang der en seddel, hvor chefen havde skrevet at vi ville få besked når vi skulle komme igen, det var med et trist sind at jeg begyndte hjemvejen.
Da jeg kom tilbage, det var ret sent, var de andre begyndt at pakke, for de havde aftalt at vi overnattede i Bunkeren, på tysk " Luftschutzraum ", der var tæpper til os alle, og vi så derover kl. ca' kl. ti. det var ret tris at opholde sig der, selvfølgelig kunne vi gå ud som det passede os. Da Kl. var elleve kom den første alarm, og den holdt til kl. tre om morgenen, det angreb denne gang var byen og de nærmeste beboelseskvarterer, omkring centrum, det var mest et kvarter som hed" Hammerbrook ", det blev så udbombet at der med det samme blev sat hegn og mure rundt om det, da det var en ren kirkegård, og hvor de døde lå oven på jorden, så det skulle gå hurtigt, for at undgå pest.
Tredje nat kom de igen, og denne gang var det havnen der blev angrebet, og de fleste af skibsværfterne. På gaden rundt omkring os var det kun murbrokker, med en gang hvor man kunne gå, da alle forretninger var ødelagt, kom militæret med fødevarer, som man skulle stå i kø for at få en portion, man fik en for hver personkort man havde med, samtidig var der ved middagstid en feltkanon, det var en stor vogn med komfur, hvor de lavede suppe, og som blev udelt til alle. Den fjerde dag stod jeg nede på torvet, og så pludselig en stor rød lastvogn komme kørende, og den var fra Danmark, det var et fa. i Odense, der havde transporten. Jeg løb derover, og fik fat i Chaføren, og sagde som det var at vi var udbombet, om han ikke kunne tage os begge to med til Danmark, det ville han godt, så jeg løb hjem og hentede Anita, og sagde vi kunne komme til Danmark. Vi samlede det fornødne, det var en lille håndkuffert, og løb så ned til torvet, han holdt der endnu, jeg var bange for at han var kørt, men afsted kom vi da. Det viste sig at han havde været i Bremen, og havde hørt om angrebet på Hamburg, men at det var så slemt, havde han ikke troet, hvorfor han kom forbi os, var den grund at han ikke kunne komme igennem, han skulle igennem Altona for at komme nord på, det var grunden at han havnede mit i Hamburg.
Det var en meget stor Bil, med sovekabine, samt et lille køkken. Det hele skete omkring middagstid, og vi nåede den Danske grænse omkring kl fire, vi havde ingen stempler i vores pas, på at vi havde tilladelse til at forlade Tyskland, men da grænsevagterne hørte at vi var flygtet fra det ragnarok, fik vi lov til at komme igennem. Vi nåede til Odense Kl. elleve om aftenen, og Chaføren sagde at han ville sætte os af i nærheden af banegården, for der ville være så mange mennesker som ville komme, da det rygtes at han var den første vogn der var kommet igennem, vi gik ind på banegården og løste billet til København.
Det havde været en forfærdelig dag, og så det at Anitta var 6 måned, gjorde det jo ikke bedre. D a vi kom til korsør, måtte vi finde at sted at sove, og vi fandt et hotel som kunne have os. Næste morgen tog vi så toget til København,vi regnede med at vi kunne slappe lidt af, efter de mange frygtelige dage i Hamburg.
Vi boede hos mine Bedsteforældre de havde jo plads, men der var ting som jeg ikke havde tænkt over, og det at Anitta var tysker, og kunne ikke tale dansk, og det kom til at volle os lidt kvaler, så jeg fandt hurtigt ud af, at vi kunne ikke blive, vi måtte tilbage.
Flugten fra København !
Der var ikke ret mange mennesker på det lille trinbrædt jeg befandt mig,der stod kun en ung mand foruden mig, han var på min egen alder, da vi havde siddet lidt kom vi i snak, han havde ligesom jeg ingen bagage, alt hvad jeg havde var i en gammeldags skoletaske ,med lige det nødvendigste. Jeg spurgte ham om hvor han skulle hen, han rystede på hovedet, og sagde at det viste han ikke rigtigt, men han havde hørt at der var noget arbejde for Kommunen i nærheden af Varde, det var vist et nødhjælpsarbejde, som der var lavet for at sætte nogle arbejdsløse i gang, men han troede at det var tyskerne som stod bag det projekt, men der blev sagt at man tjente godt.
Jeg var kommet til Esbjerg dagen før, hvorfor jeg tog derover var , at min tidligere arbejdskollega var i en Isenkramforretning der, og ham opsøgte jeg, for at høre om der var brug for en hjælp. Det var der ikke, men han sagde at jeg kun sove hos ham i nat , og jeg så måtte se at finde noget, jeg fik lov at lade min kuffert stå hos ham. Det mærkelige ved det hele var at jeg følte at jeg var ikke velkommen, og det gamle forhold var væk, og grundet på de episoder at jeg var kommet derover , gjorde at han var bange for at jeg var der, så der var ikke andet en at forlade ham, og give mig på vej. Tidligt om morgenen, spadserede jeg ud af Byen, og kom så til det lille trinbrædt, og ville tage toget nordpå.
Der kom ingen tog, og efter at have siddet der ret lang tid, kom der en banearbejder forbi, og han fortalte os, at der kom ingen tog i dag. Vi så på hinanden, og blev enige om , at følges ad mod nord ad landevejen, så der var ikke andet end at traske derudad.
Da vi havde gået et stykke vej, det var retningen mod Varde, da klokken var hen af ti, satte vi os i grøften, vi havde kun mødt en enkelt bil indtil nu, det var en af dem med generator, hvor der blev fyret med bøgebrænde, som kom ned i en stor beholder, og som udviklede en art gas, som bilen kunne køre på. Det var ikke første gang min følgesvend var på valsen, hvor det for mig var første gang, jeg lignede heller ikke en landevejsridder, jeg havde en pæn lang frakke på, og så et par briller i et guldsteld, det var kun glas med en forgyldt holder, man kunne godt se at jeg passede ind i billedet som en af landevejens farende svende.
Da klokken nærmede sig middagstid, var vi sultne, mad havde vi ikke noget af, og det var midt ude på landevejen, så der var ikke noget at købe nogen steder, men min kammerat sagde at den skulle han nok klare. Lidt efter kom vi til en stor bondegård, og han bad mig vente i grøften, der gik et stykke tid før han kom tilbage, men da havde han også to store madpakker med, som vi satte os til at spise, det var virkelig god mad, og når man ikke havde fået noget særligt i de sidste dage var det virkelig godt at få noget at spise, da vi havde spist startede vi på en frisk mod Varde.
Da vi havde gået et stykke tid kom der en stor lastbil, vi prøvede at komme med, der var i forvejen en masse gutter på ladet, og det viste sig at det var en Entrepenørbil fra det fa. som vi havde tænkt at søge arbejde, hvad jeg senere kom til at tænke på, at den havde ikke generator, altså det var tyskerne der stod bag det. Dem der var med var alle hentet i Esbjerg. Det varede ikke længe før end vi var der, og vi kom ind på kontoret, og blev skrevet op, og fik et arbejdskort, samt at jeg ikke var i fagforening, så det skulle jeg også, men det viste sig at man kunne også blive meldt ind der, så jeg kom til at stå i Arbejdsmændenes Fagforening, under navnet Svend Cristensen, det var det dæknavn som jeg fik i København. Vi fik så anvist et sted hvor vi kunne være.
Det viste sig at være Skolen i Varde, der var lavet om til herberge, det var gymnastiksalen, der var indrettet med køjer, to i højden, og til hver køje et tæppe, og ellers var det kun en flad bund, så man måtte brug sit overtøj som dyne, og det var ikke så varmt endnu, det var i begyndelsen af Marts, og varme i salen var der ikke. Det arbejde vi skulle udføre, var at der ude i nærheden af kysten skulle graves nogle dybe grøfter, de var meget dybe, vel omkring 5-6 meter, det var et dansk Fa. der havde fået opgaven at sørge for at de blev gravet, det viste sig at det var tankgrave der skulle beskytte mod indvation fra Vesterhavet.
For at kunne grave derude, (det var det rene pløre,) måtte jeg se at få et par støvler, det var intet at købe i Byen, men jeg fik dog fat i et par gamle på sovesalen, og ligeledes en grave plade til sætte under den ene støvle, da man jo ikke kan træde på en spade i længere tid med gummistøvler , så jeg var klar til at starte næste dag , vi blev kørt derud i nogle store lastbiler, og blev så der fordelt i hold af 4 mand, det var sådan at der var tre afsatser på denne grav, hvor der var en plade, hvor der stod en mand, og så blev der smidt op fra neden til den første plade, og han smed det så videre til den næste, og den sidste smed det op på jorden, eller en bil hvis den var der, jeg startede helt nede, men det viste sig at jeg kunne ikke følge med, og det sjak jeg var i kunne godt se at det var ikke det jeg havde prøvet før, så de anbragte mig så helt oppe, så jeg kun skulle flytte det, eller smide det på vognen, mad fik vi ikke noget af hele dagen, men da klokken var tre holdt vi op, og blev kørt hjem til skolen. Jeg måtte sætte mig og hvile, da jeg var meget udkørt. Efter et stykke tid, gik jeg ind i Byen, for at finde et sted hvor jeg kunne få noget at spise. Da jeg kom hjem satte jeg mig til at skrive et brev til TYskland, da jeg ikke havde ladet høre fra mig under hele det ulykkelige forløb på Bagsværdvej, jeg siger jeg satte mig til at skrive, der var ikke noget at skrive på, kun sengebunden, jeg fik da også skrevet nogle ord, og skulle så se at få det sendt, så jeg gik ud og postede det, jeg lagde godt mærke til at der gik en tysk soldat i gården, men hvad det betød viste jeg ikke, men det viste sig senere at det var vagter, og postkassen sad lige udenfor på væggen, det ville senere vise sig at det havde en betydning. Jeg gik så op og lagde mig, og faldt i søvn med det samme. Næste morgen kunne jeg dårlig røre mig, så øm var jeg over hele kroppen,